Lewandowski frygter fodboldmæthed ved for mange kampe

Hverken for spillere eller fans er mange fodboldkampe inden for kort tid en fordel, mener Robert Lewandowski

Robert Lewandowski har spillet 40 klubkampe på tværs af alle turneringer i denne sæson. Angriberen er en del af Polens EM-trup. Foto: Aleksandra Szmigiel/ Reuters/Reuters
Robert Lewandowski har spillet 40 klubkampe på tværs af alle turneringer i denne sæson. Angriberen er en del af Polens EM-trup. Foto: Aleksandra Szmigiel/ Reuters/Reuters

EM i 2021, VM i 2022 og EM igen i 2024. Læg dertil et coronasammenpresset program, planer om udvidelse af klubturneringer og drøftelser om VM hvert andet år.

Det skorter ikke på store fodboldkampe i disse år, og den komprimerede kalender kan blive et problem for sporten.

Det mener den polske målsluger Robert Lewandowski, som til daglig repræsenterer storklubben Bayern München.

- Mange glemmer, at vi er mennesker. Vi er ikke maskiner. Vi kan ikke spille hver dag og levere vores bedste, siger han i et interview med avisen The Times.

- For fodbold og for unge spillere bliver det et stort problem at blive på toppen i mange år, for nu og måske de næste to år bliver det ekstremt med utroligt mange kampe.

På grund af coronapandemien blev EM-slutrunden skubbet et år fra sommeren 2020 til sommeren 2021.

Det skaber trængsel i kalenderen, og sæsonen er blevet afviklet under særlige forhold, hvor klubberne blandt andet har fået lov til at foretage op til fem udskiftninger i kampene for at aflaste spillerne.

Men Lewandowski frygter også, at fans, seere og forbrugere af fodbold i det hele taget bliver trætte af sporten.

- Selv for fansene tror jeg, at så mange kampe bliver kedeligt, for når du venter længere på kampene, opbygger du forventninger. Der er en følelse af, at du har ventet på det.

- Kampenes kvalitet kommer til at falde. Det bliver ikke muligt at bevare topniveauet med så mange kampe, siger han.

Robert Lewandowski er en del af Polens EM-hold, som tager hul på slutrunden 14. juni.

Søndag sender Ekstra Bladet eksklusivt boksebraget mellem Floyd Mayweather og Logan Paul. Bliver det til bøllebank, sensationelt nederlag eller ren skandale? SE MED HER (PLUS+)