Lone Hansen stopper som Team Danmarks direktør

Lone Hansen fratræder som direktør i Team Danmark. Bestyrelsen er i gang med at finde en ny topledelse

Lone Hansen stopper hos Team Danmark. Foto: Ritzau Scanpix/ Mads Nissen
Lone Hansen stopper hos Team Danmark. Foto: Ritzau Scanpix/ Mads Nissen

Team Danmark skal have ny direktør i slutningen af denne måned. 26. februar stopper Lone Hansen på posten i eliteidrætsorganisationen.

Det gør hun efter seks år i stillingen, oplyser Team Danmark i en pressemeddelelse.

- Det har været en meget spændende, men også krævende rejse sammen med dansk eliteidræt. Det er en verden, som består af meget passionerede og dygtige mennesker, som elsker det, de laver.

- Nu er tiden kommet til at give stafetten videre til en ny ledelse, der kan tage fat med friske kræfter, siger Lone Hansen.

Hvis coronarestriktionerne tillader det, er planen, at der vil blive afholdt en afskedsreception for Lone Hansen 26. februar.

Indtil da vil hun stå til rådighed og hjælpe med at overlevere sine opgaver.

- Efter aftale med formanden står jeg de kommende uger til rådighed, og jeg ønsker naturligvis, at overleveringen af mine arbejdsopgaver forløber så smidigt som muligt.

- Nu vil jeg bruge den kommende tid på at lade batterierne op igen, og så ser jeg frem til at tage fat på et nyt kapitel i mit arbejdsliv, siger Lone Hansen.

Formanden i Team Danmark, Lars Krarup, takker Lone Hansen for indsatsen for dansk eliteidræt.

- På bestyrelsens vegne vil jeg gerne sige tak for indsatsen gennem de seneste seks år til Lone Hansen.

- Danske atleter er med til at samle hele Danmark og skaber stolthed og glæde med store præstationer i rødt og hvidt.

- Derfor står vi over for et stort og vigtigt arbejde med at sikre en positiv udvikling af eliteidrætten de kommende år.

- Og vi går nu i gang med at finde en ny topledelse til en af de mest spændende og attraktive stillinger i dansk idræt, siger Lars Krarup.

Stedfortrædende direktør Per Boldt Jørgensen varetager den daglige ledelse af Team Danmark, indtil en ny ledelse er på plads.

Christian Peter Lübeck og Lin Ea Cenholt, Sejlsport (Nacra 17), bedre kendt som Lin og CP, har sikret sig OL pladsen til OL i Tokyo 2021. Foto: Peter Brøgger/Ritzau Scanpix Anden sport Foran i vaccine-kø? Nej tak!

Emily Kristine Pedersen vandt fire turneringer på Ladies European Tour. Tre af sejrene kom i træk. Hun var dermed en af de danske atleter, der glimrede i 2020. (Arkivfoto). Foto: Amer Hilabi/Ritzau Scanpix Sport Sporten godkender danske bedrifter i svært corona-år

10 kommentarer
Vis kommentarer