Los Angeles og LeBron James taber og er tæt på NBA-exit

De forsvarende NBA-mestre fra Los Angeles Lakers blev ydmyget og er nu tæt på at ryge ud

Los Angeles Lakers og LeBron James indkasserede et ydmygende nederlag i NBA og er tæt på at ryge ud. Foto: Mark J. Rebilas/Ritzau Scanpix
Los Angeles Lakers og LeBron James indkasserede et ydmygende nederlag i NBA og er tæt på at ryge ud. Foto: Mark J. Rebilas/Ritzau Scanpix

Los Angeles Lakers, som sidste år vandt mesterskabet, er blot et enkelt nederlag fra at ryge tidligt ud i dette års NBA-slutspil.

Basketballstjernen LeBron James og co. tabte natten til onsdag dansk tid med hele 85-115 ude til Phoenix Suns.

Med nederlaget er Los Angeles Lakers nu bagud med 2-3 i kampe i første runde af slutspillet. Der spilles bedst af syv kampe.

Devin Booker scorede 30 point for hjemmeholdet, som allerede var foran med 30 point efter første halvleg.

LeBron James, som scorede 24 point, droppede undskyldningerne efter afklapsningen og sagde tingene ligeud.

- Vi fik en røvfuld - så simpelt er det, siger LeBron James ifølge AFP.

Los Angeles Lakers skal nu vinde de næste to kampe for at undgå et overraskende tidligt farvel.

Den næste kamp spilles torsdag i Staples Center i Los Angeles. Det kan måske give holdet noget ekstra energi.

- Vi skal forbedre os, hvis vi vil fremtvinge en kamp syv. Der er meget at gøre bedre i kamp seks, for de gav os simpelthen bare en røvfuld. Der er ikke andet at sige, siger LeBron James.

- Det handler i bogstaveligste forstand om at vinde eller gå hjem på det stadie. Du skyder alle patroner afsted og kyler også pistolen efter dem, siger han.

I nederlaget til Phoenix var formstærke Anthony Davis stærkt savnet hos Lakers-mandskabet, og han er også tvivlsom til den næste kamp.

I en eventuel syvende kamp i serien har Phoenix Suns fordel af hjemmebane.

I en af de øvrige NBA-kampe scorede Damian Lillard hele 55 point for Portland Trail Blazers.

Det var dog ikke nok til at forhindre et nederlag ude til Denver Nuggets med de svimlende cifre 140-147 efter to gange overtid.

Denver Nuggets fører nu serien med 3-2 i kampe.

Som det andet hold i NBA gik Brooklyn Nets videre til anden runde i slutspillet efter en sejr på 123-109 hjemme over Boston Celtics. Brooklyn Nets vandt dermed 4-1 i kampe.

James Harden scorede 34 point for Brooklyn Nets, som nu skal møde Milwaukee Bucks, som var det første hold til at gå videre blandt de otte bedste efter fire sejre i træk over sidste års finalister fra Miami Heat.

Søndag sender Ekstra Bladet eksklusivt boksebraget mellem Floyd Mayweather og Logan Paul. Bliver det til bøllebank, sensationelt nederlag eller ren skandale? SE MED HER (Ekstra Bladet+). Se en teaser herunder.