Løberen Maja Alm vil alligevel ikke gå efter en plads ved OL i Tokyo til sommer.
I stedet helliger hun sig igen orienteringsløb og har sat et nyt mål om at være i topform ved sommerens verdensmesterskab i Tjekkiet.
I foråret 2020 meldte hun ellers ud, at målet om en billet til sommerlegene var intakt på trods af udskydelsen grundet coronapandemien.
Men siden har motivationen lidt et knæk, siger den 32-årige løber i en pressemeddelelse fra Dansk Orienterings-Forbund.
- Efter at OL blev udskudt, var det, som om gnisten for hele tiden at gå efter ny pr (personlig rekord, red.) på 5000 meter forsvandt, og efter mit motivationsbreak i efteråret og aflyste stævner føler jeg heller ikke, at mit erfaringsgrundlag på maraton er stort nok på nuværende tidspunkt til at satse på OL 2021, siger hun.
I første omgang var det planen at gå efter en OL-plads på 5000 meter, men efter en sejr i DM i halvmaraton åbnede hun for at prøve sig af på maratondistancen.
Det sker dog ikke lige foreløbig.
- Jeg vil ikke sige, at OL-drømmen er helt slukket på længere sigt, men i 2021 kommer det udelukkende til at handle om orienteringsløb, siger hun.
Den syvdobbelte verdensmester i orienteringsløb har i stedet rettet blikket mod sommerens VM-løb i langdistance og stafet.
- Jeg er nået frem til, at hvis jeg skulle fortsætte, så skulle det være for at komme tilbage på højeste internationale niveau. Jeg kan mærke på mig selv, at det ikke motiverer mig at gå efter en medalje på sprint, når jeg nu har vundet de fire sidste gange.
- Jeg er typen, som godt kan lide at kaste mig over nye udfordringer, og derfor er jeg nu også kommet frem til med landstrænerne, at mit hovedfokus i år bliver langdistance og stafet, siger løberen, som dog ikke vil afskrive sprintløbet fuldstændig.