McLaren-chefen gør status: Her er dommen over Kevins sæson

- Kevin har gjort alt til A+. Men han skal nu nå næste niveau, siger Eric Boullier i et eksklusivt interview med Ekstra Bladet

- For at være helt ærlig er jeg meget tilfreds. Kevin har haft en stejl indlæringskurve siden Silverstone, men jeg er meget tilfreds med, hvordan han tager vare på sin weekend, siger Eric Boullier til Ekstra Bladet. (Foto: Jan Sommer)
- For at være helt ærlig er jeg meget tilfreds. Kevin har haft en stejl indlæringskurve siden Silverstone, men jeg er meget tilfreds med, hvordan han tager vare på sin weekend, siger Eric Boullier til Ekstra Bladet. (Foto: Jan Sommer)

SÃO PAULO (Ekstra Bladet): Stemningen hos McLaren har været en kende trykket de seneste dage. Afgørelsen på Kevin Magnussens – og Jenson Buttons – fremtid i Formel 1 ligger lige for.

Om kort tid forventes Fernando Alonso præsenteret som McLaren i 2015. Spørgsmålet er stadig, hvem det bliver på bekostning af.

Manden med svaret hedder Eric Boullier, som sammen med McLarens topchef Ron Dennis har ansvaret for teamet.

Franskmanden vil ikke forholde sig til den kommende afgørelse, da han i McLarens lejr i paddocken til Brasiliens Grand Prix til Ekstra Bladet gør status over sin rookies første sæson. Forsøg på fremtidssnak bliver mødt med store smil fra den joviale teamchef og formaning om tålmodighed.

Omvendt taler han på intet tidspunkt om Kevin Magnussens Formel 1-karriere i datid.

Et af de sidste nøgleområder, vi skulle fikse, var at sikre, at han selv håndterede sine dæk under løbene – eller kunne klare 80 procent selv uden at få besked fra sine ingeniører

Det danske Formel 1-talent fik otte-ti løb til at vænne sig til sit nye job. Herefter er han blevet bedømt som udlært Formel 1-kører, og til de første eksaminer uddeler Eric Boullier topkarakter.

– For at være helt ærlig er jeg meget tilfreds. Han har haft en stejl indlæringskurve siden Silverstone (i juli), men jeg er meget tilfreds med, hvordan han tager vare på sin weekend, siger Eric Boullier til Ekstra Bladet.

Han lytter virkelig
– Et af de sidste nøgleområder, vi skulle fikse, var at sikre, at han selv håndterede sine dæk under løbene – eller kunne klare 80 procent selv uden at få besked fra sine ingeniører. Jeg synes, han har fået styr på det inden for de sidste par løb, så det er godt.

- Han ved, at min dør er åben, hvis han har brug for at hjælp eller bare vil snakke, og den har han brugt et par gange. Men ellers har jeg foretrukket, at han voksede op ved at gøre tingene på sin egen måde, hvilket er meget bedre. Her på Spa i forbindelse med Belgiens Grand Prix. (Foto: Jan Sommer)
- Han ved, at min dør er åben, hvis han har brug for at hjælp eller bare vil snakke, og den har han brugt et par gange. Men ellers har jeg foretrukket, at han voksede op ved at gøre tingene på sin egen måde, hvilket er meget bedre. Her på Spa i forbindelse med Belgiens Grand Prix. (Foto: Jan Sommer)

– Han lytter virkelig. Han kommer med sine egne tilbagemeldinger, og han ved, hvordan han skal køre. Der, hvor han har gjort mest fremskridt, er, at han nu kan træffe sine egne beslutninger og skubbe udviklingen fremad, hvilket er godt, fordi han på den måde får indflydelse på, hvordan bilen bliver sat op til ham, siger franskmanden, som intet har at udsætte på arbejdet med ingeniørerne.

– Han har udviklet sin selvtillid til at have en rigtig god fart på en omgang. Det betyder, at han har en god kontrol over bilen. I et par løb tabte han lidt sig selv om fredagen eller lørdag morgen – af forskellige årsager.

 

Der, hvor han har gjort mest fremskridt, er, at han nu kan træffe sine egne beslutninger og skubbe udviklingen fremad

– Han gik ind til kvalifikationen, lagde det bag sig og BANG, lavede omgangen. Det betyder, at han er i stand til at komme sig over problemer og er mentalt stærk som sportsmand. Det sidste er noget at det vigtigste.

– At kontrollere bilen, sine dæk, få følingen for det og sikre, at gruppen af mennesker omkring dig gør det job, du som kører ønsker. Og du ikke er galt på den, når du guider dem.

Vi beskytter ham ikke mere

– Det meste gør han allerede, han skal bare tage skridtet videre til næste niveau. Men det kommer med erfaringen. Han har gjort alt til A+. Men han er i high school og skal nu tage næste skridt.

I sin tid hos Lotus har Eric Boullier arbejdet med en del unge kørere: - Nogle af dem modner sig aldrig, andre gør tingene for hurtigt. Kevin har været lige i midten, solid og pålidelig, hvilket er godt. (Foto: Jan Sommer)
I sin tid hos Lotus har Eric Boullier arbejdet med en del unge kørere: - Nogle af dem modner sig aldrig, andre gør tingene for hurtigt. Kevin har været lige i midten, solid og pålidelig, hvilket er godt. (Foto: Jan Sommer)
 

Turen til universitetet – om man vil – skal han tage selv.

– Vi beskytter ham ikke mere. Måske overså vi det lidt i starten. Men siden Silverstone er han på egen hånd. Som en dreng, der skulle lære at cykle, siger Boullier og viser, hvordan man skubber en knægt af sted uden støttehjul.

Ayrton Senna ligger begravet med udsigt til velhaverkvarteret Morumbi i São Paulo. (Foto: Jan Sommer) Sport 20 år efter sin død er Senna nationalsymbol

Jobbet som Formel 1-kører handler om meget andet end køre bilen. Pludselig skal man også kunne begå sig i rampelyset.

– Så længe jeg ikke ser noget i danske sladderblade er alt godt. Nej, undskyld. Det har han klaret flot, griner Eric Boullier.

Kevin Magnussen sammen med en yderst tilfreds McLaren-chef efter drømmedebuten i Melbourne. (Foto: Jan Sommer)
Kevin Magnussen sammen med en yderst tilfreds McLaren-chef efter drømmedebuten i Melbourne. (Foto: Jan Sommer)
 

Kigger man som tilskuer på Kevin Magnussens udstråling, virker han modnet i forhold til Melbourne i marts.

– Jeg tror, at paddocken gør dig ældre! Springet til Formel 1 er enormt. Så i begyndelsen fokuserede han mest på sit job som kører. Nu har han fået mere selvtillid, og det er nok, hvor hans krop og kropssprog ændrer sig lidt. Hans liv er ændret for altid. Når han tager hjem til Danmark, er alle efter ham. Han er en superstjerne. Tingene ændrer sig, men et boost af selvtillid gør ham til mere mand, siger Boullier.

Kevin Magnussen fokuserer på årets næstsidste løb, men alt tyder på, at det ikke er sidste gang, han kører på Autodromo Jose Carlos Pace - eller Interlagos, som den hedder i folkemunde. (Foto: Jan Sommer) Plus Derfor tøver McLaren

VALGET ER SUVERÆNT MCLARENS

SÃO PAULO (Ekstra Bladet): Beslutningen om Kevin Magnussens fremtid i Formel 1 bliver taget i Woking i McLarens hovedkvarter.

Blandt mange rygter fra paddock lød et af de løse, at McLarens kommende motorpartner Honda ville have Kevin Magnussen af holdet. Men beslutningen er ikke japanernes ifølge teamchefen Eric Boullier.

– Hvem beslutter næste års lineup?

– Det gør Ron (Dennis) og jeg. Og sidste ende Ron, fordi han er firmaets ejer og bestyrelsesformand, siger Eric Boullier til Ekstra Bladet.

– Hvilken rolle spiller Honda i udvælgelsen?

– Honda er en af McLarens største partnere næste år. Vi involverer dem i vores beslutningsproces, og jeg siger vores, for kørersammensætningen er McLarens beslutning.

– Hvilket miks og kvaliteter leder I efter?

– Det er ikke kun kørerne, men de rigtige ingeniører skal også være på plads i et velfungerende raceteam. Hvad kørerne angår, ønsker vi typer, som kan drive folk fremad. Booste folk. Vi arbejder med bilers ydelse, og hvis fyren, som kører den, altid giver sig 100 procent, vil folk arbejde for ham 100 procent. Og det er vigtigt for mig.

– Er Kevin i stand til at booste folk?

– Ja, ja. Han er ung, så det er ikke nemt for ham. Men erfaring vil gøre, at han klarer sig bedre. Det er ikke nemt at tale foran ingeniører med 25 års Formel 1-erfaring. De har en tendens til ... (Eric Boullier anlægger et overbærende smil og klapper på skulderen) at sige: I know.

– Det er ikke nemt, men erfaring og det faktum, at han gør solide og fortsatte fremskridt er godt, og det vil gøre, at han nok skal lære resten.

– Hvor interessant en sæson skal danske McLaren-fans forvente i 2015?

Spørgsmålet bliver mødt med et bredt smil … og en pause, inden ansigtet bliver lagt i mere alvorlige folder.

– Først og fremmest så skifter vi en af de vigtigste komponenter i bilen, motorenhed, med vores nye partner. Det bliver den største udfordring for McLaren.