Messi slår Pelés rekord som Sydamerikas mest scorende spiller

Superstjernen Lionel Messi har nu scoret 79 mål for Argentina. Pelé nåede at score 77 mål for Brasilien

Messi slår Pelés rekord som Sydamerikas mest scorende spiller

Messi blev præsenteret i PSG for lige godt en måned siden.

Den argentinske stjerne Lionel Messi blev natten til fredag dansk tid den mest scorende spiller nogensinde i sydamerikansk fodboldhistorie.

Med et hattrick i Argentinas 3-0-sejr over Bolivia i VM-kvalifikationen slog han den brasilianske målkonge Pelés hidtidige rekord.

Messi har nu scoret 79 landsholdsmål. Pelés rekord lød på 77.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Den 34-årige argentinske superstjerne tangerede rekorden efter kun 14 minutter, da han gjorde det til 1-0.

Med sin scoring til 2-0 i det 64. minut skrev han sig ind i historiebøgerne, inden han cementerede rekorden med sit tredje mål i det 88. minut.

- Jeg var meget ivrig, og jeg ville bare nyde det, siger Messi ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg har ventet meget længe på det her. Jeg har drømt om det, og jeg gik efter det. Det var en meget særlig måde, det skete på, efter at have ventet så længe, tilføjer han.

Argentina ligger på andenpladsen efter Brasilien på vejen mod Qatar i 2022. Efter otte kampe har Argentina 18 point, mens Brasilien har 24.

Argentina er nu ubesejret i 22 kampe i streg på tværs af alle turneringer.

Netop kampen mellem Argentina og Brasilien i VM-kvalifikationen søndag udviklede sig til det rene kaos.

Kampen nåede at blive sat i gang, men blev afbrudt, da ansatte fra Brasiliens nationale sundhedstilsyn, Anvisa, trådte ind på banen.

Myndighederne mente, at fire argentinske spillere fra Premier League i England ikke havde opfyldt karantænereglerne i Brasilien og ikke burde spille.

Ifølge de brasilianske coronaregler er det ikke tilladt for rejsende, der inden for de seneste 14 dage har været i Storbritannien, Sydafrika eller Indien, at komme ind i landet, medmindre de er brasilianske statsborgere eller har permanent opholdstilladelse.

I en udtalelse søndag skrev Anvisa, at de fire argentinske spillere ikke havde givet korrekte oplysninger i henhold til coronareglerne ved ankomsten til Brasilien fra England.

Anvisa oplyste videre, at de fire spillere derfor blev advaret om regelbruddet i god tid og bedt om at gå i isolation, men at dette blev ignoreret af den argentinske delegation.

Omvendt har argentinske medier skrevet, at Det Argentinske Fodboldforbund havde clearet med både Det Sydamerikanske Fodboldforbund (Conmebol) og Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), at spillerne gerne måtte deltage.

Mandag oplyste Fifa, at forbundet undersøger søndagens begivenheder.