En af årsagerne til at Rusland i år kan lægge græs til VM, er at en lang række politikere blandede sig i afgørelsen.
En anden grund er, at medlemmerne af FIFA’s eksekutivkomite, som afgjorde hvilket land, der skulle have VM, velvilligt lod sig bruge af de selvsamme politikere.
Dokumentarfilmen ’A World Cup Of Spies’, fortæller historie om, hvordan den tidligere tyske fodboldstjerne Franz Beckenbauer lod sig bruge af Rusland for udmanøvrere England i kampen om sommerens VM.
’A World Cup Of Spies’ er produceret af Niels Borchert Holm og Jon Adelsten fra Wingman Media i samarbejde med Ekstra Bladet.
Franz Beckenbauer sad i FIFA’s eksekutivkomite og inden afstemningen 2. december 2010 blev han kaldt til et møde med den tyske præsident Christian Wulff. I filmen fortælles det, at Beckenbauer ved mødet angiveligt blev bedt om at stemme på Rusland, fordi det ville gavne gassamarbejdet mellem Tyskland og Rusland.
Artiklen fortsætter under billedet
I filmen redegøres der for, at Beckenbauer efterfølgende fik russerne som arbejdsgiver. Det skete, da han blev sportsambassadør for det store gasselskab Gazprom.
Beckenbauer er siden blevet anklaget for at have optrådt uetisk i forbindelse med tildelingen af VM 2018 til Rusland.
I en tidligere dokumentarudsendelse på den tyske tv-station, ARD, hævdedes det, at Beckenbauer allerede var på Gazproms lønningsliste, før afstemningen fandt sted i december 2010.
Selv siger den tidligere så elegante fodboldstjerne, at han først i 2012 blev sportsambassadør for Gazprom.
Men Beckenbauer har aldrig afvist, at han var blandt de 13 i FIFA’s eksekutivkomite, som stemte på Rusland som vært for VM.
Artiklen fortsætter under billedet
Fortællingen om Franz Beckenbauer, Der Kaiser, manden der gjorde forsvarsspillet til kunst, burde være et helteepos. Men der tegner sig unægtelig et broget billede af den tidligere så elegante libero.
I begyndelsen af dette årtusinde beviste Beckenbauer og hans partner Fedor Radmann, at de formår at hive store internationale sportsbegivenheder i land. Som præsident og vicepræsident i den tyske VM-komite var det i sær deres fortjeneste, at Tyskland blev vært for VM i 2006.
Der er siden rejst flere korruptionssager i kølvandet på det tyske VM. Beckenbauer og Radmann er anklaget for at have købt stemmer.
En undersøgelse, som det tyske fodboldforbund selv foretog forrige år, nåede frem til den konklusion, at det ikke kunne udelukkes, at Tyskland havde brugt ufine metoder for at sikre sig VM i 2006.
Selv om Beckenbauer helst vil køre lav profil, er der alligevel meget fokus på ham, ikke mindst på grund af hans tætte forbindelse til Vladimir Putin.
I 2014 blev tyskeren udelukket af FIFA fra alle fodboldrelaterede begivenheder i 90 dage. Årsagen var, at han ikke ville svare på spørgsmål i den efterforskning, som FIFA havde iværksat om eventuel korruption i forbindelse med Ruslands VM-slutrunde.
Selv har Beckenbauer hele tiden fastholdt, at han ikke har gjort noget forkert.
Det gjorde han også, da endnu en dårlig sag dukkede op. En affære som også involverer Radmann.
Da Beckenbauer og hans folk havde sikret Tyskland VM i 2006, begyndte de at arbejde som rådgivere for den næste VM-vært, Sydafrika.
Sydafrikanerne løb dog tør for penge, og derfor blev pengene til Beckenbauer og Radmann udbetalt af FIFA. Regningen lød på 12,5 millioner kroner. Radmann fik pengene direkte, mens Beckenbauers andel ifølge avisen Bild-Zeitung blev omdirigeret til et selskab i skattelyet, Gibraltar.
Men Beckenbauer og Radmann var ikke færdige med at stille sig til rådighed for lande, der gerne ville være VM-værter.
Australien var næste i rækken. Det Australske Fodboldforbund, FFA, ville havde VM i 2022 og hyrede Radmann. Ifølge det australske fodboldsite Football Today hævede Radmann 18 millioner kroner for ulejligheden.
Som Ekstra Bladet tidligere har afsløret, arbejdede Beckenbauer, som sad i FIFA’s eksekutivkomite, i det skjulte for Australien. Det gjorde han ikke særlig godt.
Australien endte med blot at få en enkelt stemme ud af de 22 mulige. Og det var ikke Beckenbauers.
Australierne var knuste, mens Beckenbauer og Radmann kunne glæde sig over, Beckenbauers nuværende arbejdsgiver, Rusland, løb med VM i 2018 og at de gode venner i Qatar sikrede sig slutrunden i 2022.
Beckenbauer og Radmann har det seneste år ikke svaret på spørgsmål fra journalister. En tydeligt ophidset Radmann afviser også at gøre det i ’A World Cup Of Spies.
Fakta om filmen
’A World Cup Of Spies’ er produceret af Niels Borchert Holm og Jon Adelsten fra Wingman Media i samarbejde med Ekstra Bladet.
Filmen er blevet en succes forstået på den måde at mange lande allerede har købt den.
Filmen fra fået støtte fra Politiken Fonden og desuden har den tysk-franske tv-station, Arte, lagt et stort beløb.
Indtil videre er den solgt til 14 lande, herunder tysk, fransk svensk, finsk, japansk og hollandsk tv.
’A World Cup Of Spies’ kan ses på Ekstra Bladet +