NBA's bedste: Jeg er ligesom Messi

Sidste års MVP, Stephen Curry, er stor i mæglet, når han sammenligner sine evner med en af de helt store fodboldstjerner

Lionel Messi og Barcelona ligger nummer et i den spanske liga, og Stephen Curry og Golden State Warriors ligger nummer et i Western Conference. (Foto: Emilio Morenatti og David Zalubowski / AP)
Lionel Messi og Barcelona ligger nummer et i den spanske liga, og Stephen Curry og Golden State Warriors ligger nummer et i Western Conference. (Foto: Emilio Morenatti og David Zalubowski / AP)

Sidste års NBA-vindere, Golden State Warriors, har været flyvende i denne sæson. Med seksten sejre ud af seksten mulige, har de fået den bedste start nogensinde på den regulære sæson.

Holdets store stjerne, point-guarden Stephen Curry, der blev kåret som sidste års MVP (mest værdifulde spiller), sammenligner gerne sig selv med en anden stor stjerne, nemlig Lionel Messi.

- Jeg forsøger at lave nogle smarte driblinger med begge hænder og have en uforudsigelighed i mit spil, og det er helt sikkert den stil, Messi også har, når han spiller, siger Stephen Curry til The Sidney Morning Hearald.

Stor fan
Når Stephen Curry ikke driver gæk med sine modstandere i NBA, sidder han foran fjernsynet og holder øje med, hvordan Messi tryller for Barcelona.

- Jeg elsker at se ham spille. Jeg er en stor fan, og han er manden, du gerne vil se spille, for du ved aldrig, hvad hans næste træk er, siger Stephen Curry og fortsætter:

- Når han er på tv, er alle klistret til skærmen, fordi der sker magi på banen, når han får bolden.

Den bedste nogensinde?
Med fire Ballon d'Or-titler og utallige pokaler med Barcelona er Lionel Messi med i toppen, når man taler om de bedste fodboldspillere nogensinde.

Stephen Curry er ikke helt så højt på ranglisten, når de bedste basketballspillere skal kåres, men på grund af hans uforudsigelige spil og fantastiske trepoint-skud, imponerer hans hold, Golden State Warriors, i denne sæson.

Med seksten sejre ud af seksten mulige er folk begyndt at tale om, at de måske kan slå rekorden for flest sejre på en sæson, som blev sat af Chicago Bulls i 1995/1996 sæsonen, hvor de vandt 72 kampe.

Dengang blev Chicago ført an af Dennis Rodman, Scottie Pippen og en vis Michael Jordan, så det er fint selskab, den regerende MVP, Stephen Curry, bliver sammenlignet med.