Nikolajs babyer voksede sig store: Norge blev ydmyget

Det danske landshold viste stor styrke, da nordmændene blev besejret 33-23

De danske spillere viste god moral i opgøret mod Norge. Tre mand lukker ned for Myrhol. Foto: Vidar Ruud / NTB scanpix.
De danske spillere viste god moral i opgøret mod Norge. Tre mand lukker ned for Myrhol. Foto: Vidar Ruud / NTB scanpix.

Nikolaj Jacobsens babylandshold voksede sig stort gennem Golden League i Norge. Efter nederlag i den første kamp mod de franske verdensmestre blev det siden til sejr over Island og endelig søndag en nærmest ydmygelse af de norske værter.

Sejren på 33-23 kunne med lidt mere koncentration have været betydeligt større, men generelt var der tale om en god kollektiv indsats, hvor flere af de unge bød sig til.  

For mange af spillerne har turneringen i Norge været chancen for at overbevise Nikolaj Jacobsen om, at de kan udfylde en plads i den trup, som skal repræsentere Danmark, når det går løs ved VM på hjemmebane lige efter årsskiftet.

Selv har landstræneren undervejs i turneringen undret sig over, at der ikke var flere af spillerne, som havde fråde om munden. Han savnede noget engagement og indstilling. Det fik han mod Norge.

Artiklen fortsætter under billedet.

Nikolaj Jacobsen fik hvad han havde bedt om. Fight og fråde om munden.
Nikolaj Jacobsen fik hvad han havde bedt om. Fight og fråde om munden.
 

Turneringen har vist, at der er enkelte, som godt kan træde ind i den endelige VM-trup, hvis nogle af de mere etablerede spillere skulle melde forfald.

På fløjene har Danmark masser af talent. Magnus Bramming, Johan Hansen og ikke mindst Rene Rasmussen har vist stor vilje og ikke mindst stor scoringssikkerhed. De er alle tre klar, hvis der skulle blive en ledig plads i VM-truppen, men det kræver altså, at de skal forbi en Lasse Svan, Hans Lindberg, Magnus Landin eller Casper U. Mortensen. Og de spiller jo alle fortsat på et højt niveau.

Golden League-stævnet skulle også vise om de to målmænd, Kevin Møller og Emil Nielsen, er reelle udfordrere til Niklas Landin og Jannick Green, som udgjorde målmandsduoen ved EM i Kroatien. Men hverken Kevin Møller eller talentet Emil Nielsen har for alvor overbevist om, at de er klar til en lang VM-turnering.

Emil Nielsen er dog blevet bedre som turneringen er skredet frem, og hans halvleg mod nordmændene, hvor han blandt andet nappede to straffekast, var absolut hans bedste. Det samme gælder for Kevin Møller, som ellers gennem hele turneringen har været langt under det niveau, han har vist i den tyske bundesliga.

Artiklen fortsætter under billedet

Nikolaj Æris blev tacklet af det norske forsvar. Foto: Vidar Ruud / NTB scanpix.
Nikolaj Æris blev tacklet af det norske forsvar. Foto: Vidar Ruud / NTB scanpix.
 

Blandt bagspillerne har der været store forventninger til de to GOG-spillere, Niclas Kirkeløkke og Lasse Møller. Mod nordmændene spillede Lasse Møller en blændende første halvleg, hvor han for alvor fik vist, hvilket potentiale han indeholder. Han er ung, og måske også for ung til det kommende VM, men en dag bliver han en etableret landsholdsspiller.

Niclas Kirkeløkke svinger meget i niveau. Der er næppe tvivl om, at han er det bedste bud som landsholdets højre back. Men han mangler konsekvens i sit spil, mere direkte spil og ikke mindst mere galskab. Men når det svinger, er han konge.

I den modsatte side har Jacob Holm fra Ribe Esbjerg leveret to gode kampe. Den første mod Frankrig og i den sidste mod Norge, hvor han med sine lynrappe fødder og hurtige skudafvikling fik scoret en stribe flotte mål.

Rent forsvarsmæssigt har Alexander Lynggaard, Magnus Saugstrup og Frederik Clausen været til den store eksamen. I momenter har det været glimrende. Viljen har været til stede, og især fik Magnus Saugstrup vist, at han godt kan være med på der her niveau. Og det i begge ender af banen.

Kun landstræneren ved, om nogle af de nye har spillet sig til en plads i VM-truppen.  Lasse Møller og Jacob Holm kan være gode bud. Anderledes forholder det sig måske med veteranen Morten Olsen, der har været med i Norge, men som ikke gjorde nogen stor figur. Han risikerer at miste sin plads i den endelige VM-trup.

De danske karakterer

Emil Nielsen 4

Kevin Møller 4

Niclas Kirkeløkke 3

Casper U. Mortensen 3

Anders Zachariassen 2

Mads Mensah 4

Rasmus Lauge 4

Magnus Saugstrup 4

Alexander Lynggaard 3

Johan Hansen 4

René Rasmussen 3

Magnus Bramming 3

Nikolaj Øris 2

Morten Olsen UB

Frederik Clausen 2

Jacob Holm 5

Lasse Møller 5

Nikolaj Jacobsen 5 

Nikolaj Jacobsen fik noget at tænke over efter nederlaget til Frankrig. Foto: Lars Poulsen Sport Nikolajs babyer blev most - fire mand dumper