Norsk Qatar-udvalg er imod boykot af VM i 2022

Et Qatar-udvalg afleverede tirsdag en rapport til Norges Fodboldforbund med anbefalinger omkring VM

Terje Svendsen, der er præsident for Norges Fodboldforbund (NFF), vil klokken 12.30 modtog en rapport med en række anbefalinger omkring VM i Qatar. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Terje Svendsen, der er præsident for Norges Fodboldforbund (NFF), vil klokken 12.30 modtog en rapport med en række anbefalinger omkring VM i Qatar. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Flertallet i Qatar-udvalg anbefaler Norges Fodboldforbund (NFF) at droppe en mulig boykot af næste års VM i Qatar.

Det kom frem tirsdag, hvor Qatar-udvalget afleverede en rapport til NFF-præsident Terje Svendsen.

I rapporten har en mulig norsk boykot været et helt centralt spørgsmål, efter at flere norske topklubber har opfordret NFF til en VM-boykot efter en række kritiske historier om Qatar.

I marts blev det besluttet, at spørgsmålet om en mulig norsk boykot skal behandles på en ekstraordinær generalforsamling 20. juni.

For at skabe de bedste forudsætninger til at træffe en beslutning omkring VM nedsatte NFF i marts et bredt sammensat udvalg, der skulle belyse alle sider af en mulig boykot.

En boykot kan blandt andet medføre store økonomiske konsekvenser for norsk fodbold og føre til udelukkelse af internationale turneringer.

Der er dog ikke fuldstændig enighed blandt de 14 medlemmer i udvalget om anbefalingen om ikkeboykot.

To af medlemmerne fra fanmiljøet mener således, at Norge bør blive væk, hvis det norske landshold skulle kvalificere sig til slutrunden.

Topklubbernes to repræsentanter i udvalget, Tom Høgli (Tromsø) og Kjersti Løken Stavrum (Tinius), stiller desuden krav om tiltag og forbedringer hos Qatar i boykot-spørgsmålet.

Høgli og Stavrum regnes alligevel med i det store flertal i Qatar-udvalget, der anbefaler ikke at boykotte VM, selv om duoen betinger sig af, at der sker fremgang i Qatar.

I rapporten fremlægges desuden 26 tiltag til, hvordan NFF kan være med til at påvirke varige samfundsændringer i Qatar.