Nu bliver Blatter indhentet af fortiden

Den tidligere FIFA-præsident var torsdag til afhøring - tre sager er rejst imod ham

Blatter har smidt om sig med FIFA's penge. Nu indhentes han af fortiden. Foto: Ennio Leanza/AP/Ritzau Scanpix
Blatter har smidt om sig med FIFA's penge. Nu indhentes han af fortiden. Foto: Ennio Leanza/AP/Ritzau Scanpix

Efter fem års ventetid ser det ud, til at lovens langsomme arm i Schweiz omsider er ved at sætte kloen i 84-årige Sepp Blatter.

FIFA’s tidligere præsident måtte således torsdag tage turen fra pensionistlivet i Zürich til regeringsbyen Bern, hvor også hovedkvarteret for den schweiziske statsanklager har adresse.

Sepp Blatter mødte frem til den første af tre høringer i den straffesag, som blev åbnet imod ham allerede i 2015, kort tid efter at det lokale politi i samarbejde med FBI i Zürich stormede FIFA’s hovedkvarter og det mondæne luksushotel, Baur Au lac, hvor indtil flere af FIFA’s topfolk blev taget på sengen.

Blatter slap i første omgang fri, men da politiet finkæmmede det beslaglagte materiale dukkede der en mistænkelig pengeoverførsel mellem Blatter og Michel Platini frem af bunkerne.

I oktober 2015, fire måneder efter politirazziaen, var både Blatter og Platinis dage i international fodbold talte. For her indledte FIFA en undersøgelse af Blatter og Platini.

I 2011 havde Blatter udbetalt omkring 13,5 millioner kroner til Platini.  Pengene skulle angiveligt være betaling for konsulentarbejde, som Platini udførte for Blatter og FIFA i årene fra 1999 til 2002. 

Men udbetalingen i 2011 faldt sammen med, at Platini ihærdigt støttede Blatter, der skulle genvælges som præsident for FIFA. Det lykkedes til fulde.

Artiklen fortsætter under billedet...

Engang de bedste venner. Nu er begge færdige i fodbold og under anklage. Foto: Patrick B. Kraemer/Ritzau Scanpix
Engang de bedste venner. Nu er begge færdige i fodbold og under anklage. Foto: Patrick B. Kraemer/Ritzau Scanpix
 

I første omgang blev Blatter og Platini suspenderet i 90 dage og i december 2015 år blev de udelukket fra al fodfold i otte år.

Ved samme lejlighed rejste anklagemyndigheden en straffesag mod Blatter og Platini, og siden har der været tavshed.

Det seneste år har der fra mange sider været kritik af anklagemyndigheden manglende ageren i de mange skandalesager i FIFA. Der har blandt andet medført at flere sager er faldet for forældelsesfristen.

Senest har kritikken medført, at statsanklager Michael Lauber, som også har holdt hemmelige møder med den nuværende FIFA-præsident, Gianni Infantino, har mistet sit job, og der er så sent som torsdag blevet rejst straffesag mod Gianni Infantino.

Nye anklagere har nemlig taget over, og derfor er det nu også  alvorens time for Sepp Blatter.

Han er anklaget i tre sager. Udbetalingen til Michel Platini er den største stinker og den er gemt til den tredje høring, som finder sted til september.

Her er Michel Platini, som også er anklaget, indkaldt som vidne sammen med FIFA’s tidligere generalsekretær, Jerome Valcke og den tidligere vicegeneralsekretær Markus Kattner. Valcke og Kattner er også udelukket fra al fodbold, og de er selv involveret i flere straffesager.

Artiklen fortsætter under billedet...

Baltter sammen med Jerome Valcke, som skal vidne under høringerne. Valcke er selv i fedfadet i flere sager. Foto: Ritzau Scanpix.
Baltter sammen med Jerome Valcke, som skal vidne under høringerne. Valcke er selv i fedfadet i flere sager. Foto: Ritzau Scanpix.
 

Michel Platini har tidligere i en mail til Ekstra Bladet forklaret, at udbetalingen fra Blatter kørte efter bogen, at han betalte skat af pengene i Schweiz, og at alle relevante personer var orienteret om sagen. 

Selv sagde Blatter torsdag til den franske avis, Le Monde, at han glæder sig til at kunne forklare sig, og at han forbliver optimistisk.

Blatter advokat er Lorenz Erni, som tidligere har forsvaret filminstruktøren Roman Polanski.

De to øvrige anklager mod Blatter involverer begge hans tidligere vicepræsident, Jack Warner, fra Trinidad Tobago. I 2007 lod Blatter ifølge anklagen Jack Warner foretage rejser i et privat jetfly. FIFA betalte regningen på 2,3 millioner kroner.

I den anden sag, fra 2010, lod Blatter FIIFA udbetale et rente- og afdragsfrit lån til Warners fodboldforbund i Trinidad Tobago på godt seks millioner kroner.

Warner var i sin tid kendt for at række hånden ud, selv når han sov. Til gengæld samlede han mange stemmer, når Blatter skulle genvælges.

Se også: Kører straffesag mod FIFA's præsident

Se også: Møderne der kan knække Infantino

Se også: FIFA's beskidte præsidentkrig

Se også: Schweiz lader fodboldens banditter slippe

6 kommentarer
Vis kommentarer