Ny rystende rapport: Mere end 1000 russere deltog i statsstøttet dopingprogram

Over 30 sportsgrene er involveret - herunder også fodbold - svindlen har stået på siden 2012

Rusland har kørt et statsfinansieret dopingprogram. Foto. AP
Rusland har kørt et statsfinansieret dopingprogram. Foto. AP

Det er en veritabel bombe, som den canadiske advokat Richard McLaren netop har detoneret i international idræt. Hans anden rapport om doping i Rusland er en gyser, der vil ryste den globale sportsverden. Rapporten er udgivet i samarbejde med det internationale dopingagentur, WADA.

Mere end 1000 russiske topidrætsfolk har siden 2012 deltaget i et statsfinansieret dopingprogram. Det foregik i forbindelse med legene i London i 2014, Universiaden i 2013, VM i atletik i Moskva i 2013, vinterlegene i Sochi i 2014 og ved stort set alle internationale mesterskaber.

De russiske atleters positive dopingprøver blev ved et sindrigt system skiftet ud med rene urinprøver.

McLaren siger, at det russiske olympiske hold ved OL i London for fire år siden ganske enkelt korrumperede legene i en hidtil uhørt grad.  Således deltog 15 russiske medaljevindere i London i dopingsvindlen. 10 af dem har i dag fået frataget deres medaljer. 

Rusland er i hård modvind. Foto: AP
Rusland er i hård modvind. Foto: AP
 

Navne på mere end 600 atleter er sendt til de internationale specialforbund, og der venter således et gigantisk oprydningsarbejde. 

McLaren skriver i sin rapport, at svindlen skete i et samarbejde mellem det russiske sportsministerium, det russiske idrætsforbund, Antidopinglaboratoriet i Moskva og den russiske efterretningstjeneste, FSB.

Det er værd at bemærke, at sportministeren gennem alle årene er Vitaly Mutko. Han er netop blevet forfremmet til vicepremierminister, og han står også i spidsen for den komite, der skal arrangere VM i fodbold i Rusland i 2018. Endvidere sidder han i FIFA's bestyrelse. Russiske fodboldspillere og - i disse EM-tider - såmænd også håndboldspillere er omfattet af McLarens rapport.

Her står der også, at Grigory Rodchenhov, som var leder af antidopinglaboratoriet i Moskva, allerede før legene i London i 2012 advarede Mutko om, at mange af atleterne kunne blive afsløret. Rodchenkov er siden søgt til USA, hvor han har afsløret store dele af den russiske dopingsvindel. To af hans tidligere kolleger i Moskva er efter de første afsløringer døde under mystiske omstændigheder.  

Allerede inden McLarens anden rapport kom på gaden, sagde Thomas Bach, præsident for den Internationale Olympiske Komite, IOC, at den vil skabe store forandringer for den globale sportsverden.

McLarens første rapport, som blev offentliggjort i juli, medførte, at mere end 100 russiske atleter blev udelukket fra legene i Rio. En anden konsekvens var, der udbrød noget, der lignede krig mellem IOC og WADA, hvor sidstnævnte ønskede, at alle russere skulle smides ud fra legene.

Men som bekendt fik en del lov til at stille op alligevel, blandt andet med støtte fra det danske IOC-medlem, Kronprins Frederik.

I rapporten fra juli skrev McLaren, at russerne havde gennemført et statsdikteret doping- og svindelseprogram i forbindelse med Vinterlegene i Sochi  i 2014. Det er det spor, han siden har fulgt op på, og som nu er resulteret i rapport nummer to. Her har han blandt andet fundet DNA fra mænd i kvindelige ishockey-spilleres urinprøver.

I rapporten står der også, at russerne forsøgte at manipulere positive urinprøver med rene prøver, som blev tilføjet blandt andet kaffe og salt.

Foto: AP
Foto: AP
 

De russiske myndigheder har på forhånd forsøgt at tage luften ud af McLarens rapport. Landets nye sportsminister, Pavel Kolobkov, som tidligere har vundet olympisk guld i fægtning, sagde, at Rusland nu har erklæret krig mod doping.

Men mange har svært ved at tage de russiske udtalelser seriøst. Det gælder blandt andet Dick Pound, som grundlagde WADA. Han sagde i går, at russere, som siger, at det statsstøttede dopingprogram har fundet sted, nu bliver truet med fængsel.

McLaren siger da også i sin rapport, at der er mange oplysninger, som han ikke har fået fra de russiske myndigheder. Derfor kan det reelle tal være langt større end 1000 atleter.

Se også: Russiske hyklere: Knyt sylten!

Se også: Se og lær, Frederik: Her er en IOC-mand af ære

Se også: OL-drama: Dopingdømt Tour-helt blev flået af flyet

70 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere