OL-arrangør overvejer at lukke for udenlandske fans

Sidst i marts vil Japans OL-arrangør tage stilling til, om udenlandske tilskuere skal nægtes adgang til OL

Tamayo Marukawa (th.), Japans olympiske minister, lægger op til en snarlig afklaring på, om udenlandske fans kan komme til OL i Japan til sommer. (Arkivfoto) Foto: Du Xiaoyi/Ritzau Scanpix
Tamayo Marukawa (th.), Japans olympiske minister, lægger op til en snarlig afklaring på, om udenlandske fans kan komme til OL i Japan til sommer. (Arkivfoto) Foto: Du Xiaoyi/Ritzau Scanpix

Alverdens sportsfans har øjnene rettet mod den kommende sommer, hvor det coronaudskudte sommer-OL i Tokyo efter planen bliver afviklet.

Men dem, som drømmer om at rejse til Japan for at overvære legene fra første parket, risikerer at blive skuffet.

Tamayo Marukawa, Japans olympiske minister, siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at man i slutningen af marts vil tage stilling til, om udenlandske fans kan få adgang til at overvære OL i Japan.

Det japanske medie Mainchi citerer anonyme kilder for, at man planlagde at forhindre udlændinge i at kunne blive en del af OL, fordi man var bange for en stigning i smittespredning.

Ifølge den olympiske minister er det ikke afgjort endnu, men han afviser ikke, at det kan blive beslutningen.

Coronapandemien raser stadig, og den japanske befolkning er fortsat meget skeptisk i forhold til det kommende OL.

En meningsmåling for nylig viste, at omkring 80 procent af befolkning mener, at legene bør aflyses eller udsættes yderligere.

Både Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og den japanske arrangør har flere gange slået fast, at OL bliver afholdt som planlagt denne sommer.

Legene indledes 23. juli og slutter 8. august.