Kaillie Humphries fra USA blev natten til mandag dansk tid en historisk olympisk mester, da hun som den første nogensinde vandt guld i den nye OL-disciplin enerbob ved legene i Beijing.
Den 36-årige amerikaner var ganske suveræn, da hun i fire heats satte sine konkurrenter til vægs.
Humphries kom i mål med en samlet tid på 4 minutter og 19,27 sekunder på anlægget i Yanqing 74 kilometer nord for Beijing.
Hendes landsmand Elana Meyers Taylor og Canadas Christine de Bruin tog sig af sølv og bronze.
Ingen af de to var dog i nærheden af at kunne røre Kaillie Humphries. Taylor sluttede således 1,54 sekunder efter sin landsmand, hvilket er en ganske stor margin i en begivenhed som enerbob.
Enerbob eller monobob, som det også kaldes, er en ny begivenhed ved vinter-OL og er kun for kvinder. Atleterne skal her skubbe en 130 kilo tung slæde i gang så hurtigt, de kan, inden de springer om bord og suser ned ad en isbane.
Kørerne kan nå hastigheder på op mod 120 kilometer i timen.
Selv om enerbob er en smule langsommere end en topersoners bobslæde, så tester sporten i højere grad alle atleternes evner, da de kun har sig selv til at skubbe slæden i gang og styre den.
Kaillie Humphries er forsvarende verdensmester i toerbob. Hun har også tidligere vundet OL-guld i disciplinen i Sotji og Vancouver og bronze ved det seneste vinter-OL i Pyeongchang.