Anspændt Axelsen vågnede med hjertebanken

Viktor Axelsen har aldrig været så spændt før en kamp som inden OL-semifinalen mod Kevin Cordón

Anspændt Axelsen vågnede med hjertebanken

Hvis man er i tvivl om, hvordan en lettet mand ser ud, så tag et kig på Viktor Axelsen umiddelbart efter hans semifinalesejr over undertippede Kevin Cordón tidligt søndag morgen dansk tid.

Tanken om at misse chancen for en OL-finale ved at tabe til verdens nummer 59 kostede nattesøvn for den 27-årige nybagte OL-finalist, der oplevede et helt nyt niveau af spænding forud for kampen.

- Jeg tror aldrig, jeg har været så spændt inden en kamp, lød det fra Viktor Axelsen, mens man nærmest kunne se stenene trille ned fra skuldrene.

- Jeg vågnede op i nat, og det skal ikke lyde alt for dramatisk, med hjertebanken og kunne slet ikke sove. Jeg har været mega spændt, sagde Viktor Axelsen.

Artiklen fortsætter under billedet..

Viktor Axelsen var lettet og glad efter semifinale-sejren over upåagtede Kevin Cordón. Foto: Jens Dresling
Viktor Axelsen var lettet og glad efter semifinale-sejren over upåagtede Kevin Cordón. Foto: Jens Dresling
 

Han var godt klar over, at han var storfavorit mod Kevin Cordón, som næppe havde regnet med at vinde en eneste kamp ved legene, inden de begyndte.

- Jeg vidste jo godt, at det var en kæmpe chance, men når det så er sagt, så skal man også kunne vinde, når det er sådan her. Og det kunne jeg i dag i to sæt og rimelig overlegent i andet heldigvis. Det var ikke køn badminton, men det var nok.

Axelsen måtte kæmpe hårdt for sejren i første sæt og virkede især i begyndelsen en anelse nervøs.

- Da jeg laver et par fejl på baglinien, bliver man nogle gange lidt mere spændt og tænker: Åh, kan jeg ikke spille det, jeg gerne vil, men jeg fandt en måde at løse det på og fik nogle gode point til sidst.

- Stor respekt for Kevin. Han har fulgt sin spillestil hele vejen igennem og er kommet så langt her, og det er fantastisk, men jeg er eddermame glad for, jeg fik ham stoppet i dag.

Artiklen fortsætter under billedet..

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
 

Mandag venter karrierens første OL-finale for Viktor Axelsen, der måtte nøjes med bronze i Rio for fem år siden.

- Jeg er i en OL-finale nu, og lige meget hvem jeg skal møde, bliver det en fifty/fifty-kamp. Jeg glæder mig helt sygt nu. Jeg tror på, jeg vinder guld i morgen. Jeg tror 120 procent på mig selv. Jeg står i en position, som er helt fantastisk.

- Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse. Det siger vi allesammen, men vi får ikke de her chancer særlig ofte. Jeg har taget den, og nu står jeg i en finale, og jeg er slet ikke færdig endnu, lød det fra Viktor Axelsen.

I finalen venter vinderen af den anden semifinale, kinesiske Chen Long.

Finalen spilles mandag umiddelbart efter bronzekampen, som starter klokken 13 dansk tid.