Se de danske karakterer her.
Et mål i minuttet. Så kan det sgutte gå helt galt, og det gjorde det i dén grad heller ikke, da Danmark smadrede Japan i OL-premieren med 47-30 efter 25-14 ved pausen.
OL-værterne var med til stillingen 0-0!
På fem minutter var den forvandlet til 5-0, og hvis det er sådan, en flok slidte danske spillere ser ud efter en corona-koncentreret sæson, så må verden frygte for det øjeblik, hvor alle melder sig udhvilede, helt skadesfri og i topform.
Det bliver grumt – for modstanderne. Danmark smadrede japanerne, der ellers voldte problemer i tre kvarter i januar i Kairo, og nu er der nok ingen vej uden om, at kaptajn Jacobsen og hans mandskab må finde sig i gå fra rollen som guldfavoritter til STOR-favoritter.
Bevares… Japanerne lavede et hav af offensive fejl, stolpeskud, løb gennem feltet, traf elendige beslutninger og løb via Niklas Landin-redninger ind i det end dræbende danske kontrastød efter det andet. Holdet har været i en to måneder lang træningslejr, men returløb har åbenbart ikke stået på menuen…
Mikkel Hansen & Co. spurtede med en veloplagt Mathias Gidsel i front fra 5-0 på 11-2, 19-6 – på 19 minutter – stort set uden fejl. Et par afbrændere var alt, men så slækkede de naturligt nok lidt på ærgerrigheden. Men 25-14 ved pausen er vel meget godt?
I januar lå Mikkel Hansen hjemme på hotellet og led – angrebet af den ondskabsfulde Cairo Quickstep, der helt bestemt giver hurtige fødder.
Næsten lige så hurtige som dem, den rutinerede helsingoraner demonstrerede i starten mod Solens Sønner, som han indledningsvist maltrakterede med egne scoringer og frispilninger til Magnus Landin og Mathias Gidsel – for lige at nævne et par stykker.
Artiklen fortsætter under billederne - Fotos: Jens Dresling
Den unge komet fra GOG løb så selv slalom eller lagde bolde til Magnus Saugstrup og fløjene, og der var ikke meget at brokke sig over under en dansk magtdemonstration. Svenskerne var tidligere på dagen tæt på at smide et point mod Bahrain, men reddede 32-31 hjem via en Andreas Palicka-parade på arabisk straffekast efter tid.
Det kaldte svenske reportere for et wakeupcall. Sådan et får Danmark også brug for på onsdag mod netop Bahrain, men det er kun fordi, kampen starter med søvn i øjnene allerede klokken ni lokal morgentid.
Nikolaj Jacobsen spredte spilletid ud og startede anden halvleg med Kevin Møller i kassen, og sønderjyden leverede selvfølgelig også stort, som begge keepere gjorde forleden mod Frankrig i den sidste OL-test.
Danmark er godt kørende, men det forhindrer naturligvis ikke Nikolaj Jacobsen i at flænse luften med kritik og tilretninger i Yoyogi National Stadium, hvor klimaanlægget i hvert fald ikke sender OL-værterne til tops på barometre over bæredygtighed og grøn energi. Der var pingvin-koldt til tider oppe på bænkeraderne.
Men danskerne var glohede på parketten, og spændingen var kogt ned til, om holdet skulle nå 50 scoringer...
Man kunne høre hver en hvinende sko-opbremsning og samtlige bjørnebrøl – eller Nikolaj Jacobsen forlange ’kryds’ og ’Mikkel bagom ovre på nummer 31’. Anden halvleg blev logisk nok en 30 minutter lang afspadsering – men på rimeligt højt niveau, uanset hvem der var inde og i gang med at flænse modstanderne til sushi.
Danmark møder Egypten på mandag, og det bliver naturligvis en helt anden opgave. Men som danskerne præsterede i OL-åbneren, bør de ikke rode sig ud i en ny gyser mod egypterne som ved VM i Kairo, hvor det endte i to omkampe og straffekast.
Vi tror – forsigtigt – på dansk sejr i løbet af 60 minutter…
--------- SPLIT ELEMENT ---------