Den danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup mødte overmagten i gruppefinalen ved OL i Tokyo og avancerer til kvartfinalerne som gruppetoer.
Det stærke japanske par Hiroyuki Endo og Yuta Watanabe, der er nummer fire i verden, var bedst og vandt sikkert kampen med 21-14 og 21-12.
De to danskere havde det svært i første sæt efter en lige start. De hurtige japanere med den uhyggeligt stærke defensiv dominerede tungt og hjemtog sættet med 21-14.
Andet sæt blev en kopi af første. Efter en lige indledning trak japanerne fra, og udfaldet af sættet var der aldrig for alvor tvivl om.
Nederlaget i sig selv er ikke overraskende, men de to danskere er langtfra tilfredse med den præstation, de leverede i arenaen i Tokyo.
- Jeg håber, at der var en lille del af vores underbevidsthed, der sagde, at vi allerede var videre. Selv om vi virkelig gerne ville have vundet, fordi det ville øge vores chancer i kvartfinalen.
- Det er ikke okay, at vi lavede så mange uprovokerede fejl, og det er vi mega trætte af, siger Kim Astrup.
Som toer i gruppen skal det danske par op imod en endnu ukendt gruppevinder i torsdagens kvartfinale.
Her håber danskerne på, at de kan profitere af, at modstanderne fra de store badmintonnationer vil være under hårdt pres, når de går på banen.
- Der er ikke nogen nem kvartfinale, og det er verdensklassepar, der er tilbage. Det skal vi også bilde os ind, at vi selv er, og at vi har det, der skal til.
- Det pres, vi kan mærke på vores skuldre, kan vi gange med rigtig meget, når vi kigger på Kina, Indonesien og Japan. Jeg håber, vi kan gå ind med en lidt mere fri følelse, siger Kim Astrup.