Dansk nedtur: - Det er megadyrt

DresSURT: Cathrine Dufour begik en stor fejl, men det danske dressurhold kunne ikke have nået USA alligevel

Holdfinalen i dressur er i gang: Skodborg åbner det danske bal

Se højdepunkterne fra dagens konkurrencer.

De troede på bronze, de gav alt hvad de havde - i den sidste ende var amerikanerne for dygtige og snuppede det danske dressurhold i en kvik overhaling allerede i første afdeling af Grand Prix Kür.

Håbet levede til det sidste. Hvis Cathrine Dufour og Bohemian kunne brænde banen af i tredje og sidste afdeling, var der et pænt håb, hvis den amerikansk ekvipage blot gennemførte som i kvalifikationen – og danskeren holdt stilen.

Men en dansk fejl mod slutningen blev kostbar, og Sabine Schut-Kerry overskrævs på Sanceo leverede fornemt, og så var der bare dømt sur mule og dres-SURT show.

Skuffelsen efter en flot dag fordampede dog hurtigt. Ærgerligt ja. Skuffede ja. Men de danske kvinder - ud over Duffour også Carina Cassøe Krüth og Nanna Skodborg Merrald - hylder helt åbenlyst sandheden i, at det handler om at komme op på hesten igen.

Artiklen fortsætter under billederne ...

Foto: Tariq Mikkel Khan
Foto: Tariq Mikkel Khan

Foto: Tariq Mikkel Khan
Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Foto: Tariq Mikkel Khan
Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Foto: Tariq Mikkel Khan
Foto: Tariq Mikkel Khan
 

- Men hvad gik egentlig galt, Cathrine Dufour?

- Jamen, jeg har lige en galop-piruet, hvor jeg mister balancen ud af piruetten, og så springer han ud i forkert galop. Det koster bare! Det er en dobbelttællende øvelse for os, og det koster rigtig mange point. Det er megadyrt.

- Jeg synes, han var rigtig fin i dag, jeg havde sindssygt mange gode ting, men det er klart, det er irriterende ikke at kunne ride op til sit bedste. Vi har ikke mange timer før finalen i Grand Prix Kür onsdag, så nu må vi snakke om det her, og så må vi videre.

Her bryder Nanna Skodborg Merrald ind:

- Amerikanerne gjorde det så godt, at selv om Cathrine havde redet fejlfrit, så havde den godt nok været svær.

- Hvad skulle du have lavet af score, før I overhalede USA?

- 84-85 pct, så det … Det havde jeg ikke nået alligevel.

- Så dybest set var det ikke én fejl, der kostede?

- Nej, det var ikke fejlen, der kostede bronzen. Desværre havde det ikke været nok uanset.

- Vidste I det på forhånd, at amerikanerne nok ville være bedre i finalen?

- Nej, vi troede på det.

- Selvfølgelig, men ...

- I går var vi jo foran dem, og vi havde selvfølgelig håbet at holde niveau. Men at de så også bare har lagt det højere i dag, det er jo… I dag var de bare bedre.

- Er en fjerdeplads verdens sureste placering?

- Det havde været surere at blive fem, seks eller otte.

- Men så uden ærgrelse?

- Man kan sige, at for mig er det lidt bedre nu at vide, at selvom jeg havde redet fejlfrit, havde vi alligevel ikke været gode nok til medaljen. Det er ikke en trøst, men det havde ikke været nok alligevel.

- Nu ved jeg ikke så meget om det her, men jeg så på scoreboardet, at du fik dårlige karakterer i noget venstre-piruet eller noget ...

- Ja, lige præcis. Godt set, haha. Det er en venstre galop-piruet, hvor hesten mister balancen ud af den og skifter galoppen.

- Hvorfor gør den det?

- En lillebitte ubalance, en teknisk fejl, som spiller ind der.

- Hestens eller rytterens fejl?

- Det er rytterens! Det det altid, haha. De vil gerne prøve, men det er rytterens opgave at gribe dem.

- Hvordan havde hestene det op til det denne dag?

- Godt, det synes jeg faktisk. De virkede til at være på toppen alle tre.

- Der var snak om tyfon og trykkende varme.

- Det var vel det, vi kalder et lavtryk derhjemme, bryder Nanna Skodborg Merrald lattermildt ind.

Onsdag gælder det medaljerne i den individuelle konkurrence. Cathrine Dufour går efter metal igen.

- Selvfølgelig. Det er sgu ikke altid, det går lige efter planen, og vi er vant til at konkurrere flere dage i streg, og når vi går herfra, så ærgrer vi os lige i ti minutter, så krøller vi det sammen og ud, og så vi videre til i morgen. Vi kan ikke rigtig lave det om nu.

Hun har skruet et program sammen på højeste sværhedsgrad, hvori musikken fra Les Miserables indgår.

- Er det ikke et rigtig, rigtig dårligt valg?

- Ha, ha. Det kan vi snakke om i morgen.

Går du efter fjerdepladsen i morgen så?

- Ha. En god fjerdeplads! Selvfølgelig rider vi alle efter at gøre det så godt, vi kan.

- Hvor ligger du til henne i sådan et felt?

- Nu ligger jeg jo et stykke nede efter i dag.

- Men du blev nummer tre i kvalifikationen, bryder Nanna Skodborg Merrald ind.

- Jo. Ja, ja. Jeg kan sagtens ride med i toppen.

- Så jeg kan godt skrive dig op til flere medaljer?

- Prøv, ha, ha. Jeg kommer til at ride efter det i hvert fald.

 

Dansk nedtur: - Det er megadyrt

Joachim B. OLsen anbefaler, hvilke konkurrencer du skal holde øje med i morgen.