Danske curlingherrer taber i første OL-opgør

Danmark var indledningsvist godt med i nattens kamp mod Sveriges curlingherrer. En midtvejskrise blev dog dyr

Rasmus Stjerne i aktion mod Sverige. Foto: AP
Rasmus Stjerne i aktion mod Sverige. Foto: AP

De danske curlingherrer måtte se sig besejret af deres stærke svenske naboer, da de natten til onsdag dansk tid for første gang var i aktion ved vinter-OL i sydkoreanske Pyeongchang.

Danskerne tabte 5-9 i en kamp, hvor en krise halvvejs i kampen blev dyr for det danske mandskab.

- Det ser måske ikke så godt ud på scoreboardet, men spillemæssigt fungerede det egentlig, som vi gerne ville, siger den danske skipper Rasmus Stjerne.

- Vi missede et par sten, som blev meget fatale, og afslutningen på femte og sjette ende var ikke, som vi havde drømt om.

- Men hvis man kigger på samtlige ender, var vi med, og vi pressede det formentlig bedste hold her. Det er vi okay tilfredse med, siger Stjerne.

Kampen begyndte uden point i første ende, inden det svenske hold sikrede sig kampens første føring med to point i anden ende.

I tredje ende valgte danskerne at sende deres sidste sten ud af banen, hvilket betød, at enden endte uden point, men at danskerne til gengæld også ville have fordel af sidste sten i fjerde ende.

Det udnyttede Danmark til at snuppe to point og udligne stillingen.

Herefter begyndte dog en dansk nedtur. Først sikrede Sverige sig tre point i femte ende, og efterfølgende tog svenskerne også to point i sjette ende, på trods af at Danmark havde sidste sten.

Det var skipper Rasmus Stjerne, der med sidste sten skulle forsøge at sikre et enkelt dansk point. Han fik dog ikke nok curl i sin sten, og dermed blev det i stedet altså til to point til Sverige og en stor svensk 7-2-føring.

I syvende ende tog skipperen en smule revanche, da han med en præcis sten sikrede et enkelt dansk point.

Herefter bragte Sverige sig yderligere foran med 8-3, inden Danmark i niende og næstsidste ende reducerede til 5-8.

Danmark skulle dermed fortsat bruge et mirakel i sidste ende for at indhente Sverige. Svenskerne var dog i fuld kontrol og sikrede sig et enkelt point og sejren med deres sidste sten.

- Vi ved at curling bliver afgjort på marginaler, og lige i dag var vi ikke på den skarpeste marginal. Det er jo loddet, og det handler om at kende sin besøgstid, siger Rasmus Stjerne.

Næste opgave for de danske curlingherrer er torsdag morgen mod Schweiz.

Se også: Kjolen går op efter fem sekunder: 'Jeg var skrækslagen!'

Se også: Mens du sov: Legenden i tårer 'Det er fuldstændig vanvittigt'

kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen