DIF-formand: Forventer OL om et år

Det udsatte OL vil formentlig blive afholdt i sommeren 2021. Det forventer DIF's formand, Niels Nygaard

Det ligner en etårig udskydelse af OL. Foto: Ritzau Scanpix
Det ligner en etårig udskydelse af OL. Foto: Ritzau Scanpix

Atleter, idrætsforbund og tilskuere skal forvente, at det udskudte OL i Tokyo bliver placeret i sommeren i 2021.

Det siger Danmarks Idrætsforbunds formand, Niels Nygaard, efter at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og de japanske arrangører har vedtaget at flytte legene til engang næste år.

- Vi tror på, at det bliver med 12 måneders forskydning, og det er det, vi går i gang med at planlægge efter.

- Vi har respekt for, at IOC og arrangørerne skal bruge lidt tid til at få praktikken på plads og få den endelige dato fastsat, men vi mener, at alt tyder på, at det bliver med 12 måneders forskydning, siger Niels Nygaard.

Før en endelig dato ligger fast, venter der et større arbejde med at finde plads i sportens tætpakkede kalender. Men det kan lade sig gøre, mener Nygaard.

- Der er et analysearbejde i gang og drøftelse med alle de internationale forbund, og hvordan det kan passes ind med en masse andre arrangementer, der jo allerede er planlagt til næste år.

- Det Internationale Atletikforbund har jo meldt ud, at man er indforstået med at flytte VM i atletik, så det ikke kolliderer med et OL i sommeren 2021, og det er en af de meget vigtige brikker, der er på plads, siger han.

DIF har været fortaler for, at legene blev udskudt, i takt med at coronaepidemien har bredt sig over det meste af verden.

Derfor modtager den danske formand tirsdagens afgørelse med tilfredshed.

- Jeg er tilfreds med, at beslutningen nu er truffet, så vi kan komme i gang med at planlægge efter den nye situation. Nu har vi fået klarhed over, at det ikke bliver denne sommer, hvilket også ville have været uforsvarligt, lyder det fra Niels Nygaard.

Se også: Officielt: OL udskydes

Se også: Hastemøde skal afgøre OL-skæbne

Se også: Krisemøde klokken 12

0 kommentarer
Vis kommentarer