Hun gav alt, og det rakte til en fjerdeplads. Så kan man ikke ærgre sig, og det gjorde Cathrine Dufour heller ikke, da hun mødte pressen i mixed zone efter for anden aften i træk at have set chancen for en bronzemedalje fuse op i den pænt lune japanske sommeraften.
Hun gav alt, men de ville have mere. For anden aften i træk blev hun – og Bohemian blev for tredje gang under OL – udtaget til dopingkontrol, så meldingen var i første omgang, at der næppe kom talestreger flyvende fra rytteren.
Sidst brugte hun halvanden time på at levere som forventet.
Men hun blev ’løsladt på prøve’ og påmonteret et halsbånd, så hun kunne gøre status over et begivenhedsrigt OL med en stor optur – og en grim nedtur.
Hvor hun tirsdag aften efter hold-dysten ærgrede sig over en stor fejl og en præstation under par, var hun onsdag aften tæt på jublende lykkelig over sin præstation.
- Jeg er virkelig glad, jeg føler virkelig, jeg har vundet fjerdepladsen i dag. Jeg kunne ikke have gjort mere, de andre var bare bedre. Selvfølgelig kan man sige ih og åh i forhold til den her tredjeplads, men jeg havde ikke mere at gi’ af. Jeg red nøjagtig, som jeg gerne ville, og det er jeg mega stolt af, siger Cathrine Dufour.
Hun var tydeligt tørt, da hun afsluttede sin kür, hvor udtog fra Les Miserables var et hovedtema – men kun musikalsk. Ikke i aktionerne på banen.
- Det er godt at slutte sådan her. I går var jeg godt nok sådan en lille sur myg, ikke, da jeg gik herfra. Jeg præsterede under evne, og jeg ved godt, jeg sagde, at det lige ville tage ti minutter at få dén skuffelse vendt, men det varede lidt længere, haha.
- Det tog lidt tid at få vendt det fra skuffelse til fokus på, hvad det er, vi er her for. Jeg huskede mig selv på, at jeg glædede mig til at ride til den musik. Det hele spillede, og det er jo det vi gør det for. Det sker ikke så tit, at det hele bare lykkes.
Hvad tænker du, når det perfekte ikke rækker til medalje?
- At jeg skal hjem og øve mig noget mere.
Danmark fik alle tre ryttere blandt de 11 bedste i finalen. Carina Cassøe Krüth blev nummer syv, og Nanna Skodborg Merrald nummer 11. Imponerende.
Prinsesse Nathalie var passende stolt i rollen som landstræner.
- Målet var at have to ryttere med i finalen, og at vi får tre er fantastisk, og tre blandt de 11 bedste er ud over vore forventninger. Vi har to debutanter på seniorlandsholdet, og så gør de det så godt. Det er super, superfint og jeg er megastolt af disse piger, sagde prinsessen.
Da skyldte Cathrine Dufour stadig i dopinglokalet…
Når du har ordnet det, hvad skal der så ske?
- Så skal jeg ned og have åbnet den flaske champagne, der ligger i køleskabet!