Det trak overskrifter verden over, da sprinteren Krystsina Tsimanouskaya under OL i Tokyo i sommeren 2021 blev beordret hjem til Belarus efter kritik af de belarusiske trænere.
Hun nægtede og undslap i lufthavnen med hjælp fra det japanske politi. Tsimanouskaya frygtede for sin sikkerhed og fik siden hen asyl i Polen.
Og nu er der nyt i sagen.
Belarus' landstræner under OL i Tokyo, Yury Maisevic, er således blevet anklaget for tre lovovertrædelser af Athletics Integrity Unit. De mener, at træneren verbalt og psykisk har chikaneret Tsimanouskaya.
Det skriver blandt andre BBC.
Fra officiel side lød det ellers, at de belarusiske OL-trænere besluttede at sende sprinteren hjem på lægernes opfordring som følge af hendes 'følelsesmæssige, psykologiske tilstand'.
Men det var en løgn, forklarede Krystsina Tsimanouskaya selv.
Hun var slet ikke blevet undersøgt af nogen læger. Hun hævder, at det i stedet handlede om, at hun havde kritiseret trænerne for blandt andet at sætte hende på 4 x 400-meterholdet uden at informere hende - en disciplin, hun aldrig nogensinde har gjort sig i.
Efterfølgende blev hun hentet af det belarusiske trænerteam på sit hotel, inden hun mod sin vilje blev kørt til lufthavnen.
Herefter startede dramaet, der gik verden rundt, og hvor det altså i sidste ende lykkedes hende at slippe fri med hjælp fra det japanske politi.
- Jeg er bange for, at de i Belarus vil smide mig i fængsel. Jeg er ikke bange for at blive fyret eller sparket af landsholdet. Jeg er bekymret for min sikkerhed, udtalte hun efterfølgende.