Emotionel dansk exit: - Helt absurd

Jonathan Groth er taknemmelig over sin anden OL-deltagelse, men ærgrer sig over, at hans franske overmand nærmest var fejlfri

Emotionel dansk exit: - Helt absurd

Jonathan Groth ude af OL

Jonathan Groth havde svært ved at finde ord, mens han gjorde stop i den ene ende af den enorme arena.

Det olympiske eventyr var slut for denne gang, og det faktum var hårdt at sluge for den danske bordtennisstjerne.

Han var tydeligt bevæget.

- Når man vier hele sit liv til noget og endelig får lov til at udleve sine drømme, så er der også følelser involveret, siger Groth til Ekstra Bladet.

Tankerne rullede nærmest som en bold på kanten af nettet. På en side var den 28-årige atlet skuffet, og på den anden side påskønnede han oplevelsen.

- Det er meget mærkeligt. Det er helt absurd at være midt i en pandemi og samtidig få lov at spille et OL. Så der er vel også noget taknemmelighed i det.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Jung Yeon-Je/Ritzau Scanpix
Foto: Jung Yeon-Je/Ritzau Scanpix
 

Inde ved bordet var følelserne også uden på tøjet. Men der var stemningen anderledes intens.

Knyttede næver og motiverende råb fløj frem og tilbage ved bordet i det enorme Tokyo Metropolitan Gymnasium.

På papiret lød nederlaget på 4-0 til franske Simon Gauzy som en olympisk lektion, men bag tallene gemte sig en fornem dansk indsats, der lige så godt kunne have tippet dysten til modsatte halvdel af bordet.

Sætcifrene lød 10-12, 9-11, 9-11 og 5-11.

Desværre for Groth ramte den franske modstander en af de dage, hvor det var nemt at se, hvorfor han tidligere i karrieren var helt oppe og ligge nummer otte i verden.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Jung Yeon-Je/Ritzau Scanpix
Foto: Jung Yeon-Je/Ritzau Scanpix
 

Og så var der de berømte små marginaler. Er man i tvivl om størrelsen af den slags på olympisk niveau, forklarer Groth det selv millimeterpræcist. Bogstavelig talt.

- Jeg er lidt utilfreds med min serv ved 10-10 i første sæt. Den bliver lige to millimeter for høj, og det gør, at han kan spille lidt mere aggressivt på den, siger danskeren.

- Jeg giver alt, hvad jeg har, og jeg føler ikke, at jeg kan gøre mere. Der er måske et par enkelte fejl i hver sæt, som han ikke har. Og så nogle enkelte netbolde, men det har man jo nogle gange. Jeg følte, det var virkelig små marginaler. Det var det også, da jeg vandt min kamp i går, så sådan er det.