Er det OL's bedste comeback?

Hollandske Sifan Hassan vandt helt utroligt sit indledende heat i 1500 meter, selvom hun væltede på sidste omgang - senere på dagen tog hun guld i 5000 meter

Se det utrolige comeback! Sifan Hassan falder, men vinder

Se det utrolige comeback! Sifan Hassan falder, men vinder.

Sifan Hassan fra Holland leverede et af sommer-OL's bedste comebacks, da hun vandt sit indledende heat på 1500 meter på trods af, at det var tæt på at gå helt galt for hollænderen.

Da klokken ringede for at signalere sidste omgang, mistede den kenyanske løber Edinah Jebitok balancen og tog Hassan med sig i faldet. Det stoppede dog ikke den hollandske løber, der hurtigt fik rejst sig op, og så var det ellers bare afsted.

På de sidste 300 meter lykkedes det simpelthen Sifan Hassan at overhale ti løbere, så hun kunne passere målstregen som den første og dermed kvalificere sig til semifinalen.

Endnu bedre kunne Hassan senere på dagen kalde sig olympisk guldvinder for første gang, da hun vandt kvindernes 5000 meter-finale.

 

Sifan Hassan, der er født i Etiopien og flyttede til Holland som 15-årig, havde dog ikke lyst til at blive interviewet om det bemærkelsesværdig comeback efter løbet. Den 28-årige hollænder skulle nemlig løbe 5000 meter-finale senere på dagen, hvor det altså blev til en guldmedalje.

Hollænderen var inden OL et af Hollands største medaljehåb i atletik. Hun vandt guld ved verdensmesterskaberne i atletik i 2019 i både 1500 meter og 10.000 meter løb.

Sifan Hassan kan altså stadig nå at vinde to medaljer mere ved OL i Tokyo, hvor hun stadig er med i 1500 meter og 10.000 meter.

Er det OL's bedste comeback?