Fadøl, hotdogs og så smed vi lidt rundt med Gidsel

Det er ikke hver dag, en landstræner kyler en video fra løssluppen fest op på Instagram, men Nikolaj Jacobsen forklarer hvorfor

Fadøl, hotdogs og så smed vi lidt rundt med Gidsel

Man må godt være glad for sølvmedaljer, og man kan godt feste til den store guldmedalje efter en tabt OL-finale, selv om skuffelsen selvfølgelig følger med.

Når landstræneren så personligt smider en Instagram-video op, hvor kammeraterne smider rundt med Mathias Gidsel i bar overkrop og spuler ham til i øl, mens de skråler ’Gidsel’s on fire, lålålå-LÅ-lålålålå-lålålålå’, så har vi konturerne af en løssluppen aften, nat og næsten morgen i den danske ambassades japanske have.

- Det VAR sjovt, men det er altså vigtigt for mig lige at pointere, at det ikke var OS, der var ude – vi var en del af den danske delegation, der var invitereret på ambassaden efter kampen, fortæller Nikolaj Jacobsen kl. 15 japansk søndag, hvor stemmerne er lidt grødede.

Vi mødes på parkeringspladsen foran Olympic Village, der er ved at blive affolket. Efter tre uger med 35 grader fugtig hede åbnede sluserne symbolsk nok lørdag aften, da landsholdet havde tabt OL-finalen.

Ambassadens have måtte i huj og hast overdækkes, men ikke en drøbel var tør!

- Da vi så finder ud af, at Mathias er blevet kåret som OL’s MVP (mest værdifulde spiller), så skulle han selvfølgelig fejres, og det blev han også behørigt, fortæller Nikolaj Jacobsen.

Man kan også godt være glad for sølv, selv om man er skuffet over at tabe en finale - og vi skal bruge det til at ville det endnu mere næste gang, siger Nikolaj Jacobsen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Man kan også godt være glad for sølv, selv om man er skuffet over at tabe en finale - og vi skal bruge det til at ville det endnu mere næste gang, siger Nikolaj Jacobsen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
 

Ikke nok med at modstanderne kyler rundt med ham, nu gør I det så også selv!

- Ja, men det var meget velfortjent. Jeg vidste jo godt, at jeg ved at smide den video op ville få nogle reaktioner, men jeg synes også, det er vigtigt at huske, at man godt kan glæde sig, selv om man ikke ALTID er helt oppe. Vi er nødt til at sige, at en sølv- eller bronzemedalje eller andet også kan være rigtig flot.

- Jeg ville gerne vise, at vi godt kan glæde os over sølv, selv om spillerne ser skuffede ud på podiet. Da der var gået et kvarter inde i omklædningsrummet med lidt god musik, så begyndte stemningen at lette, og derfra blev den egentlig bare bedre og bedre, fortæller landstræneren.

- Vi er stolte af den sølvmedalje. Vi vandt VM i januar og har haft et fantastisk halvår, og vi skal huske at bruge dette finalenederlag rigtigt, nemlig som motivation til at ville det endnu mere næste gang.

Og så vil han godt lige skrue ned for vildskaben:

- Den fest foregik ikke i dét tempo hele tiden. Det var en hyggelig aften og hyggeligt at være sammen med de andre danskere. Der var godt dansk fadøl og en pølsevogn, så det var lækkert.

Henrik Møllgaard var også glad for, at holdet blev inviteret ud, så Nora Mørk og det norske landshold ikke skulle bruge dansk nattefest som undskyldning for en dårlig indsats i bronzekampen mod Sverige.

- Vi hyggede os. Vi var ret godt med. Så smed vi lidt rundt med Gidsel, og det er altid hyggeligt. Det er han vant til fra håndboldhallerne og efterhånden også fra festerne. Det var rigtigt fint.

- Vi var på ambassaden, hvor der var meget få og korte taler. Helt perfekt. Så var der bar og pølsevogn. Et fremragende arrangement. Det var også godt, vi ikke var herinde i den olympiske landsby, for vi havde nok ikke kunnet holde vores kæft i høj nok grad til, at folk omkring os ville have syntes, vi var ret respektfulde, lyder vurderingen fra den jyske vildmand.

Han ramte puden klokken halv-syv, og det forklarer formentlig den behageligt dybe bas på dagen. Holdet flyver hjem mandag ved 11-tiden direkte med SAS til København, og så holder Møllgaard fri en hel uge.

Lasse Svan i baggrunden besluttede sig for også at fejre VM-guldet fra januar. Foto: Liselotte Sabaroe/Ritzau Scanpix
Lasse Svan i baggrunden besluttede sig for også at fejre VM-guldet fra januar. Foto: Liselotte Sabaroe/Ritzau Scanpix
 

Lasse Svan.

- Jeg synes, vi følger godt med på festfronten, og så hører det vel med, at der måske lige var et VM i januar, der røg med oven i hatten. Der var ikke så mange muligheder for at lave noget i Egypten, så det var dejligt at blive sluppet lidt fri igen, siger landsholdets ældste.

- Det sidste halve år har været fuldstændig fantastisk, og det fortjener vi også at få lov til at fejre, siger han.

Det har han vel egentlig ret i!

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Det var ikke nemt for Ekstra Bladets politiske kommentator at udpege årets største sportspræstation