Flere spillere ramte bunden

DE DANSKE KARAKTERER: I en ualmindelig sløj kamp mod Sverige bliver der for første gang ved OL uddelt dumpekarakter

Flere spillere ramte bunden

Efter fire sejre på stribe faldt et uinspireret dansk landshold mod Sverige, der ville mere i begge ender af banen. Nederlaget på 33-30 får dog ingen konsekvenser for Danmark. Pladsen i kvartfinalen tirsdag var sikret på forhånd. Her bliver modstanderen Norge.

Niklas Landin 2

Skulle have været sparet, og han virkede da heller ikke klar. Blot fem redninger blev det til. Fik heller ikke råbt sit forsvar op.

Kevin Møller 1

Meningen var, at han skulle stå hele kampen, men han fik ikke fat i noget, og så måtte Niklas Landin alligevel i aktion.  

Magnus Landin 3

Fik ikke grebet bolden på sin første mulighed, men løftede sig og scorede derefter tre på tre. Var udfordret defensivt.

Emil Jakobsen 3

Lidt for mange afbrændere i den svage danske første halvleg. Men har han modet til at fortsætte med at afslutte.

Magnus Saugstrup 2

Kan slet ikke ramme niveauet fra januars VM. Ubeslutsom i forsvaret og med en alt for stor fejlprocent i angrebet.

Lasse Svan UB

Så hele kampen fra bænken.

Henrik Møllgaard 2

Hans dårligste kamp i årevis. Fik aldrig fat i forsvaret og virkede både forvirret og rundtosset. Defensiven blev aldrig afstemt.

Mads Mensah 2

Den normalt så stærke forsvarsspiller blev overløbet af svenskerne gang på gang. Fik slet ikke tacklet ned.

Henrik Toft 3

Var med i rækken af spillere, der brændte på de svenske keepere. Havde også vanskeligheder i forsvaret.

Mikkel Hansen 2

Fumlede gevaldigt i det danske overtalspil og brændte to straffe, hvor han skød det samme sted begge gange.

Morten Olsen 3

Fik rollen som styrmand i det danske syv mod seks spil, men det kom aldrig til at fungere, fordi der blev brændt for meget.

Johan Hansen 3

Overtog rollen som straffekastskytte og var her sikkerheden selv. Havde dog to afbrændere fra fløjen.

Lasse Andersson UB

Sad over igen med en skade. Var stærkt savnet i forsvaret.

Jacob Holm 3

Som hos de øvrige bagspillere var der for mange afbrændere, blandt andet for helt frit mål.

Mathias Gidsel 4

Han er ikke bedst i syv mod sekspillet, hvor der er for lidt tempo i spillet. Fandt sig selv, da Danmark gik over til seks mod seks.

Simon Hald UB

Sad over til dagens kamp.

Nikolaj Jacobsen 2

Han havde slet ikke fået sat sit hold op. Der manglede indstilling og energi. Holdt for længe fast i det tempodræbende syv mod seks-spil.