Forrygende sølvmedaljer til Danmark

Julie Leth og Amalie Dideriksen vinder sølv i parløb efter dramatisk finale

Se sølv-jublen i Tokyos cykelarena

Sølv-jubel i Tokyos cykelarena: Se Leth og Didriksen fejre medaljerne.

Danmark får endnu en medalje ved OL i Tokyo. Og en af de mere overraskende af slagsen.

Amalie Dideriksen og Julie Leth snupper sølv i kvindernes parløb efter en stor præstation i Izu Velordrome et par timers kørsel fra Tokyo, hvor Holland, Storbritannien og Belgien ellers var forhåndsfavoritter til podiet i kvindernes parløb - det såkaldte Madison.

Løbet var præget af flere styrt, men danskerne formåede at holde sig væk fra balladen og sikrede sig sølvet med 35 point. Langt efter Storbritannien, der vandt suverænt.

- Jeg har drømt om at komme til OL, siden jeg var lille og så det for første gang. Da parløbet blev en mulighed skrev jeg til Amalie, at vi skal til OL i 2020.

- Jeg er bare virkelig, virkelig glad og stolt, og jeg glæder mig sindssygt meget til at stå på det podie sammen, lyder det fra en rørt Julie Leth.

Foto: Tariq Mikkel Khan
Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Julie Leth og Amalie Dideriksen missede point i de første spurter, men kom på tavlen i tredje forsøg med to point. Det rakte kortvarigt til en delt tredjeplads, men danskerne måtte hurtigt se sig falde længere tilbage, selvom pointhøsten blev fordoblet kort efter.

Stort overblik: Sådan går det Danmark

Med små 30 omgange tilbage af de 120 lykkedes det først Danmark at tage den første andenplads i en spurt og dermed fire point, inden det blev til både tre spurtpoint og yderligere 20 point for en hentet omgang med 18 omgange tilbage.

Det gav en samlet andenplads, som også blev holdt helt frem til mål. Rusland tog sig af bronzen.

Måtte træne med juniorer
Det er Danmarks anden medalje i banecykling, efter herrerne vandt sølv i holdløbet onsdag. Der blev dog uddelt større krammere i den danske lejr i denne omgang, hvor man ikke på forhånd havde forventet hverken guld eller sølv.

Foto: Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix

Foto: Tariq Mikkel Khan
Foto: Tariq Mikkel Khan
 

29-årige Julie Leth er OL-debutant, mens 25-årige Amalie Dideriksen deltog i Omnium i Rio, hvor hun blev nummer fem.

Det er ikke det danske pars første flotte internationale resultat. Det er tidligere blevet til EM-guld to gange og en bronzemedalje ved VM i 2019.

Julie Leth og Amalie Dideriksen havde ikke kørt konkurrence forud for OL på grund af corona. Ikke siden VM i Berlin i marts sidste år havde de prøvet sig af mod konkurrenter og måtte endda træne mod juniodrenge for at simulere et løb bedst muligt inden legene.

Amalie Dideriksen får endnu en chance for medalje søndag, når hun repræsenter Danmark i kvindernes Omnium, mens OL er slut for Julie Leth.