Fuglsang rørt til tårer: Tæt på OL-afbud

Jakob Fuglsang sluttede på 12. pladsen ved OL-landevejsløbet, men det danske medaljehåb var på ingen måde skuffet. På målstregen afslørede han, at han nær havde trukket sig grundet sygdom

Fuglsang forsøgte at køre fra favoritterne

Omkring 25 kilometer fra mål var Fuglsang alene i front efter et angreb på favoritgruppen

Der er tårer af guld. Og så er der tårer over en 12. plads.

Jakob Fuglsang lagde dråber til sidstnævnte efter lørdagens OL-linjeløb.

Det danske medaljehåb havde inden legene drømt om at bytte sølvet fra Brasilien ud med guld i Japan, men han var hverken skuffet eller vred, da følelserne blev sat i frigear efter 234 kilometers bjergridt.

Placeringen var ganske vist sekundær, men det var stoltheden ikke.

Han havde kæmpet sig over stregen trods en miserabel optakt og tilmed spillet en afgørende rolle i finalen af det hæsblæsende løb, som blev vundet af Richard Carapaz fra Ecuador.

Fuglsang vandt derimod over sig selv. I en kamp, der ellers ud til at være tabt for bare få dage siden - med et potentielt OL-afbud i 11. time som resultat.

Det afslørede hovedpersonen selv ved målstregen lige efter løbet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Tariq Mikkel Khan
Foto: Tariq Mikkel Khan
 

- Jeg fortryder ikke så meget. Jeg er rigtig glad for, hvordan det gik. For to dage siden troede jeg ikke, at jeg ville starte i dag, fordi jeg har haft det så dårligt siden Touren. Så det har været en lang vej, siger Fuglsang.

- Hvad er det for nogle følelser, der går gennem kroppen på dig?

- Jeg er bare smadret. Jeg gav den alt, hvad jeg havde, fordi jeg ville det her. Hvis du ligger med diarré i seks dage … Jeg stod af i Paris (i Touren, red.), fordi jeg ikke kunne køre. Jeg har maksimalt kunnet træne i to timer, hvor jeg har følt mig ad helvede til, i løbet af hele ugen.

- Heldigvis begyndte jeg at føle mig bedre i går og kunne holde det, jeg havde spist, i mig. Og stadigvæk kører jeg et cykelløb, sidder langt fremme og er med så langt henne i finalen. Jeg er glad for, at jeg tog hele vejen og blev ved med at kæmpe, fortæller Fuglsang.

Hans tårer fik lov at gå i et stille udbrud, mens han stod der og gjorde status på langsiden af racerbanen Fuji.

Kort forinden havde rytteren besteget vulkanbjerget af samme navn - som en del af favoritgruppen, mens guldet såmænd stadig var indenfor rækkevidde.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Gregers Tycho
Foto: Gregers Tycho

Forvandlet i Japan
Det var svært at forestille sig for bare få dage siden.

Fuglsangs forberedelser har været alt andet end optimale. Allerede inden hans maveonde førte til et uønsket Tour-exit, havde han været mærket fysisk i Frankrig.

Den 36-årige dansker havde vanskeligt ved at presse sig selv over en længere periode, hvorfor drømmen om en etapesejr forduftede på de franske veje.

Men i Japan var han som forvandlet.

Det største bevis herpå kom omkring 25 kilometer fra mål, hvor Fuglsang pludselig sagde farvel til favoritgruppen og kørte alene i front.

Artiklen fortsætter under billedet ...

 

Distanceret til sidst
I nogle få minutter fik medalje-aspiranten og de danske fans lov at drømme om en forbedring af det sensationelle resultat fra Brasilien, men kræfterne slap dog op.

Til sidst kunne den rutinerede stjerne rulle over målstregen på en 12. plads. Han var to minutter og 43 sekunder efter Carapaz.

Podiet blev fuldendt af Wout van Aert (Belgien) og Tour-vinderen Tadej Pogacar (Slovenien), som tog sølv og bronze.

Modsat OL i Rio rejser Fuglsang til gengæld ikke hjem med en medalje denne gang. Men den mentale bagage er alligevel fyldt med stolthed.

Og den slags vejer nogle gange tungere end guld.

Følg livedækningen af OL her