Han kan alt. Undtagen at komme op om morgenen. Mathias Gidsel er alt andet end morgenmand, og onsdag morgen kl. ni skal vestjyden altså stå kampklar i Yoyogi National Stadium i Tokyo, når Danmark møder Bahrain midt i morgenbuffeten.
- Hvordan har du det med, at du skal op kl. 5.30 på onsdag?
- I hverdagen står jeg ikke op før kl. ni, så det bliver noget af en udfordring.
Det vil sige, du måske ikke når frem til kampen?
- Jeg havde snakket om bare at stå op og gå ud i bussen, men de andre mener, vi skal op lidt før. Det skal nok blive godt. Det bliver træls, når vi vågner, men det skal nok fungere, når vi kommer i hallen.
Kan du spise morgenmad så tidligt?
- Det bliver nok det største issue dét med maden. Selv i dag var det svært at få fyldt ordentligt på i forhold til, at vi spillede kl. 14.30 Mon ikke vi kan tvinge lidt ekstra mad i mig.
- Det skal jeg nok sørge for, bryder Mikkel Hansen pludselig ind – og fortsætter.
- Sådan er det. Jeg skal nok tage mig af ham, vække ham og det hele.
Sidst, han vækkede sin unge medspiller, var natten efter VM-triumfen i Kairo, hvor Mikkel Hansen beordrede fest og vel nærmest tog Mathias som gidsel og sørgede for, at han tog sin del af øllerne.
Artiklen fortsætter under billederne ...
Onsdag er det en helt anden snak for den menneskelige torpedo fra Skjern – og GOG – der kan etablere huller, ingen andre ser mellem hærdebrede og toptunede modstandere.
Mod Egypten knaldede han otte ind på ni, og når han selv blev vædret af de store egyptere, skaffede han straffekast i bundter. Dem scorede hans personlige oppasser Mikkel Hansen så på, og Mathias Gidsel scorer topkarakter i Ekstra Bladet.
Er hemmeligheden den, at du kan skrue lemmer af og montere dem igen, når du er drønet forbi modstanderne?
- Nej, nej. Bare rolig. Jeg er et normalt menneske.
- Ja?
- Men hvis du hentyder til, at jeg slanger mig lidt igennem, så er det jo det, jeg gør. Det er det, jeg kan. Det er nogle gange bare at tage hovedet under armen og så hoppe igennem.
- Hvor tilfreds kan du og holdet være i dag?
- Jeg må sige, at vi har enormt meget respekt for Egypten. Jeg tror personligt, de kan få en medalje her ved OL, og vi har kæmpe respekt for den fysik de har og som de bare kan mase med. Vi så også i starten, hvordan de mosede os. Men vi var gode til at spille med hovedet og undgå for mange fysiske dueller over 60 minutter, og så sled vi dem over til sidst.
Danmark vandt 32-27 og er med en sejr onsdag over Bahrain sikker på at gå i kvartfinalen. Hvis nogen seriøst skulle have frygtet, det kunne gå sådan.