Annonce:
Annonce:

Gigantisk svensk nedtur

Sverige skulle blot score på et af de to sidste spark i straffesparkskonkurrencen, men missede dem begge, og så glippede chancen for det første guld ved OL eller VM nogensinde

Annonce:

Sverige har i mange år været en del af verdenstoppen i kvindefodbold, men har aldrig vundet hverken VM eller OL.

I denne OL-turnering har svenskerne lignet det stærkeste hold lige fra åbningssejren mod USA i premieren.

I finalen mod Canada var svenskerne også klare favoritter, og til sidst i straffesparkskonkurrencen så det ud til at gå svenskernes vej.

Canada missede tre af de første fire spark, og rutinerede Carolina Seger kunne på Sveriges fjerde spark sikre guldet, men sparkede over.

Canada scorede på femte spark, og Sverige missede også femte spark, og så skulle de to hold ud i sjette spark, hvor Canada scorede og Sverige brændte, så canadierne kunne bryde ud i kæmpe jubel, mens grædefærdige svenskere måtte æde en gigantisk nedtur.

Svensk nedtur i OL-finalen. Foto: Edgar Su/Ritzau Scanpix
Svensk nedtur i OL-finalen. Foto: Edgar Su/Ritzau Scanpix
 

OL-GULD
1996: USA
2000: Norge
2004: USA
2008: USA
2012: USA
2016: Tyskland
2021: Canada

Annonce:

VM-GULD
1991: USA
1995: Norge
1999: USA
2003: Tyskland
2007: Tyskland
2011: Japan
2015: USA
2019: USA

Artiklen fortsætter under de grædende svenskere. Fotos: Edgar Su/Jeff Pachoud/Loic Venance/Ritzau Scanpix

 

 

 

Forinden var den ordinære og forlængede spilletid endt 1-1, og i straffesparkskonkurrencen vandt Canada alts med 3-2. Julia Grosso scorede det afgørende mål på sjette spark.

Det er første gang, Canada vinder olympisk guld i kvindefodbold. Ved de seneste to olympiske lege har canadierne fået bronze. Sverige får sølv for anden gang i streg. I 2016 endte det med nederlag til Tyskland i finalen.

Hos kvinderne er der ingen begrænsninger på alder, som det er tilfældet hos mændene. Derfor har de to nationer haft alle stjernerne med til Tokyo.

Svenskerne havde udtaget blandt andre danske Pernille Harders kæreste, Magdalena Eriksson, der ligesom Harder spiller i Chelsea.

Annonce:

Første transkønnede til at vinde medalje
I OL-finalen gemte sig desuden historien om den canadiske spiller Quinn, som er den første transkønnede atlet til at vinde en medalje ved de olympiske lege.

Den 25-årige midtbanespiller bruger kun ét navn og vil ikke tiltales 'han' eller 'hun'. Derimod tiltales fodboldspilleren på engelsk 'they', som på dansk bedst kan oversættes til 'de'.

Quinn blev født som pige, men fodboldspilleren stod sidste år frem som transkønnet og identificerer sig nu non-binær - altså som hverken mand eller kvinde. Hun har i flere år været en del af det canadiske kvindelandshold.

Tidligere under OL blev den newzealandske vægtløfter Laurel Hubbard den første transkønnede atlet til at stille op ved et OL. Hubbard blev født som dreng, men skiftede køn efter at have passeret 30 år.

Canada vandt over Sverige i kvindernes fodboldfinale ved OL i Tokyo. Foto: Jeff Pachoud/Ritzau Scanpix
Canada vandt over Sverige i kvindernes fodboldfinale ved OL i Tokyo. Foto: Jeff Pachoud/Ritzau Scanpix
 

I fredagens finale var det svenskerne, der kom bedst ud af starthullerne.

Annonce:

Efter 34 minutter lavede Canada en fejl i opspilsfasen, og så stak Sverige kniven ind. En hurtig omstilling førte til indlæg fra højre side, og i feltet dukkede Stina Blackstenius op og sparkede bolden fladt i netmaskerne.

Canada slog tilbage efter 66 minutter, da svenske Amanda Ilestedt nedlagde Christine Sinclair i feltet. Canada fik straffe, og det omsatte Jessie Fleming stensikkert til scoring.

I straffesparkskonkurrencen misbrugte begge hold tre af de fem indledende spark. Derefter misbrugte Sverige sit sjette spark, inden Julia Grosso scorede det forløsende mål.

Udviklingen i kvindefodbold på klubniveau gør, at vi om ti år griner forundret.

FAKTA: Lørdagens danskere i aktion ved OL

Følgende danskere skal i aktion lørdag ved OL i Tokyo (danske tider):

---- ---- ---- ----

00.54: Golf

Kvinder, 4. runde: Nanna Koerstz Madsen.

01.06: Golf

Kvinder, 4. runde: Emily Kristine Pedersen.

03.14: Kajak

500 meter firerkajak, semifinale: Emma Aastrand Jørgensen/Sara Corfixsen Milthers/Bolette Nyvang Iversen/Julie Frølund Funch.

05.19: Kajak

500 meter firerkajak, finale (klokken 05.19) eller B-finale (klokken 05.12): Emma Aastrand Jørgensen/Sara Corfixsen Milthers/Bolette Nyvang Iversen/Julie Frølund Funch.

09.55: Banecykling

Parløb, mænd: Michael Mørkøv/Lasse Norman Hansen.

14.00: Håndbold

Finale, mænd: Danmark-Frankrig.

Kilder: Ritzau, tokyo 2020, DIF. olym.dk.

FAKTA: Sådan gik det Danmark ved OL fredag

Følgende danskere var fredag i aktion ved OL i Tokyo:

---- ---- ---- ----

* Golf

Kvinder, tredje runde: Nanna Koerstz Madsen og Emily Kristine Pedersen. Den danske duo kunne ikke helt leve op til torsdagens fremragende takter. Men Emily Pedersen gik en runde med fire birdies, tre bogeys og en score i et slag under par. Det placerer hende som en delt nummer tre sammen med tre andre spillere. Hun har fem slag op til den førende amerikaner, Nelly Korda, og to slag op til andenpladsen. Nanna Madsen gik sin runde i et slag over par, og hun er delt nummer syv med to slag op til Emily Pedersen og de andre på tredjepladsen før de sidste 18 huller.

* Kajak

500 meter firerkajak: Emma Aastrand Jørgensen/Sara Corfixsen Milthers/Bolette Nyvang Iversen/Julie Frølund Funch. Den danske båd blev først nummer fem af seks både i sit indledende heat. I det følgende opsamlingsheat forbedrede kvartetten sig tidsmæssigt og sluttede som nummer seks af otte både. Det var akkurat nok til en plads i lørdagens semifinaler. Her dyster ti både om otte finalepladser.

* Banecykling

Parløb, kvinder: Amalie Dideriksen/Julie Leth. Efter en fremragende sidste halvdel af parløbet tog Dideriksen og Leth en imponerende sølvmedalje. Sammen med de suveræne briter og russerne tog de en omgang på feltet over halvvejs i løbet og dermed 20 point. Det blev afgørende, da de tre par endte med at tage medaljerne. Briterne var stærkest fra start til slut, kom først over stregen i 10 ud af 12 spurter og vandt guldet i suveræn stil foran danskerne og russerne.

Kilder: Ritzau, tokyo 2020, DIF. olym.dk.

FAKTA: Sådan kom Danmarks OL-medaljer i hus

Julie Leth og Amalie Dideriksen sikrede sig fredag sølvmedaljer i parløb på cykelbanen ved OL.

Danmark har nu to guldmedaljer, tre sølvmedaljer og fire bronzemedaljer ved legene i den japanske hovedstad, Tokyo.

Dermed har de danske atleter levet op til den målsætning på mellem otte og ti medaljer, som Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark satte før OL.

Og Danmark er også sikret en tiende medalje, idet håndboldherrerne spiller OL-finale lørdag.

---- ---- ---- ----

Her er et overblik over de danske medaljer ved legene i Tokyo:

* Guld

Sejlsport: Anne-Marie Rindom.

Efter en nervepirrende medaljesejlads tog Anne-Marie Rindom guldet i Laser Radial. Det er en flot forbedring af danskerens bronzemedalje fra OL i Rio i 2016. Især rivalen Marit Bouwmeester pressede danskeren, men hollænderen måtte slutteligt nøjes med bronzen.

Badminton: Viktor Axelsen.

På suveræn vis udraderede Viktor Axelsen kinesiske Chen Long, der kom til OL som regerende olympisk mester. Den titel tilhører nu danskeren, der ikke levnede en ellers velspillende Chen Long nogen chance i finalen. Axelsen tabte ikke et eneste sæt i OL-turneringen, og også finalen blev vundet i overbevisende stil med cifrene 21-15, 21-12.

* Sølv

Skeetskydning: Jesper Hansen.

Danskeren rejste sig fornemt efter en halvskidt start på OL. Danskeren fik akkurat klemt sig med i den olympiske finale på sjette og sidste mandat. Og i finalen leverede han fornemt og vandt sølv efter amerikaneren Vincent Hancock, der var helt suveræn med 59 træffere ud af 60 mulige i finalen.

Banecykling: 4000 meter holdforfølgelsesløb.

Danmark var storfavorit forud for OL, men i finalen kørte Italien marginalt hurtigere. 0,166 sekunder lød forskellen på de to hold efter 4000 meter, som begge hold tilbagelagde hurtigere end den nu tidligere verdensrekord. Men Italien var altså hurtigst, og derfor måtte Frederik Rodenberg, Niklas Larsen, Rasmus Lund og Lasse Norman Hansen nøjes med sølv.

Banecykling: Amalie Dideriksen og Julie Leth, parløb.

Danskerne var stærke i løbets sidste halvdel og tog sammen med de suveræne briter og russerne en omgang på feltet og dermed 20 point. Det blev afgørende. Briterne var stærkest fra start til slut og vandt guldet i suveræn stil foran danskerne og russerne.

* Bronze

Roning: Frederic Vystavel og Joachim Sutton, toer uden styrmand.

Duoen lignede på forhånd ikke et oplagt bud på en dansk medaljevinder, men imponerede ved OL. I det indledende heat og i semifinalen blev det til henholdsvis en første- og en andenplads, og så var finalebilletten hjemme. I kampen om medaljerne lagde danskerne sig tidligt blandt de forreste og holdt sig altså der helt frem til målstregen.

Svømning: Pernille Blume, 50 meter fri.

Den danske svømmestjerne var spået til at tage endnu en olympisk medalje, om end hun denne gang måtte svømme under mere bevågenhed og større pres end i Rio for fem år siden. Det tøjlede danskeren fint, og hun blev nummer tre i finalen i 50 meter fri. Hun var 0,14 sekunder fra Sarah Sjöström på andenpladsen og 0,4 sekunder fra Emma McKeon på førstepladsen.

Kajak: Emma Aastrand Jørgensen, 200 meter enerkajak.

For andet OL i træk tager den 25-årige kajakroer en olympisk medalje. På sprintdistancen satte hun næstbedste tid i semifinalerne, hvilket hun næsten fulgte op i finalen. Efter målfoto om sølvmedaljen måtte Emma Aastrand Jørgensen dog nøjes med en flot bronzemedalje. Lisa Carrington tog guldet suverænt, mens Teresa Portela fik sølv i en tid, der var under to hundrededele af et sekund hurtigere end Emma Aastrand Jørgensens tid.

Kajak: Emma Aastrand Jørgensen, 500 meter enerkajak.

Hun var skuffet efter tredjepladsen i 200 meter enerkajak, men efter bronzemedaljen i 500 meter enerkajak var glæden hos Emma Aastrand Jørgensen anderledes stor. Hun var kun sjettebedst halvvejs i finalen, men sejlede sig op på de sidste 250 meter og endte altså på tredjepladsen efter Lisa Carrington og Tamara Csipes.

Kilder: Ritzau, DIF.

Annonce:
Annonce:
Annonce:
Spar med
Det kan du spare
Elpris lige nu
Vestdanmark
-
kr. pr. kWh*
Østdanmark
-
kr. pr. kWh*
Annonce:

nyt billede

nyt billede

nyt billede

nyt billede

nyt billede

nyt billede

nyt billede

nyt billede

Pas på ønsker i Venstre - de kan gå i opfyldelse
Annonce:

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:
LIGE NU

Bagholdet

Annonce:
Annonce: