Grædefærdig efter nedtur: Det er slut

Sverri Nielsens karriere er efter alt at dømme slut, efter han blev slået på målstregen i kampen om OL-medaljer. Færingen måtte holde en pause under interview efter nedturen

Grædefærdig efter nedtur: Det er slut

Han tog nederlaget pænt og med oprejst pande, men da talen faldt på den fremtidige karriere knækkede stemmen hos 27-årige Sverri Nielsen efter nattens fjerdeplads i mændenes singlesculler-finale.

- Jeg er ikke villig til at gå længere, end jeg har gjort de sidste år, lød det fra Sverri Nielsen, og til spørgsmålet om, hvorvidt der er tre år mere i færingen, kom svaret prompte.

- Nok ikke. Det var nok det. Det tror jeg.

Artiklen fortsætter under billederne..

Sverri Nielsen var en skuffet mand efter den kiksede medalje. Foto: Tariq Mikkel Khan
Sverri Nielsen var en skuffet mand efter den kiksede medalje. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Sverri Nielsen fandt først ud af, at han blev nummer fire, da han så storskærmen. Foto: Tariq Mikkel Khan
Sverri Nielsen fandt først ud af, at han blev nummer fire, da han så storskærmen. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Det færøske wattmonster måtte lige trække luft ind og kæmpede tydeligvis mod tårekanalerne, mens han uddybede.

- Jeg kan ikke sige, at jeg ikke får lyst om et par år igen, men jeg var ret afklaret med, at det her var det sidste. Jeg har gjort, hvad jeg kan, og som sagt er jeg ikke villig til at gå længere. Det er bare en beslutning, jeg har taget.

- Det er en ærgerlig måde at slutte det af på, men jeg har gjort, hvad jeg kunne.

- Jeg synes bare, jeg har gjort alt rigtigt, og jeg er gået så langt, som kroppen kan tage. Så ja, jeg er ikke villig til at fortsætte med det her, lød det lettere grådkvalt fra Sverri Nielsen, der først endeligt lod følelserne få frit spil, da de mange færinge hjemme foran fjernsynene blev bragt op.

- Årh, vent lige. Jeg skal lige have en pause.

Og det fik han så et par meter fra journalisterne i et minuts tid, inden han vendte tilbage for at sende en taknemmelig hilsen hjem til Færøerne, hvor han er født og opvokset.

- 10.000 færinge. Jeg fik ligesom lukket det lidt ude, at der er så mange, der følger med. Men det betyder rigtig meget, og jeg håber, de kan være stolte over det, som jeg har præsteret. Jeg gjorde i hvert fald, hvad jeg kunne. Og jeg er meget taknemmelig over, at så mange har fulgt med.

Sverri Nielsen nåede at vinde VM-sølv i 2019, EM-guld i 2020 og EM-sølv i år, men var debutant ved OL, hvor han var et af Danmarks helt store medaljehåb.