OL i Tokyo er et af de dyreste nogensinde.
Alene opførelse og vedligeholdelse af stadion- og arenafaciliteter har kostet mere end 44 milliarder kroner.
Fra den ene hal til det andet anlæg har forholdene fremstået topmoderne, og atleterne har i flok rost omgivelserne. Den danske delegation inklusiv, hvor flere udøvere har kaldt faciliteterne for de bedste, de har mødt i karrieren.
Den olympiske debutant Thijs Nijhuis er bare ikke en af dem.
Han repræsenterer Danmark i maratondisciplinen og har i den seneste uge befundet sig små 1000 kilometer nord for Tokyo i millionbyen Sapporo, hvor løbet afvikles på søndag.
Her skal flere års hårdt arbejde kulminere for den 28-årige atlet, men de sidste forberedelser er imidlertid foregået under kummerlige forhold.
Nijhuis ankom første gang til træningsanlægget i weekenden og var mildest talt overrasket over det, der mødte ham.
- Jeg tænkte, at det måtte være en joke!
Artiklen fortsætter under billedet ....
Ingen andre muligheder
Den medicinstuderende dansker stod på et gammelt stadion, hvor det velkendte løbebane-underlag var erstattet med asfalt, som var slidt ned til grunden.
En masse kegler omkransede en strækning på nogle hundrede meter, hvor atleterne kunne løbe omgange.
- Asfalten går op og ned. Der er huller rundt omkring, og det ligner noget, der er blevet halvt bombet for to årtier siden. Nu har man så tænkt, at det lige var det nemmeste sted at placere maratonløberne, siger Nijhuis til Ekstra Bladet.
Det er det eneste sted, han må træne i byen, så der er ingen vej uden om. Hver dag skal danskeren tage bussen i 25 minutter fra sit hotel for at komme ud til anlægget, hvor omklædningsrummet trækker anmeldelsen yderligere ned.
- Du træder ind ad en dør til et lokale, hvor der hverken er en bænk eller en knage. Der er ingenting.
Ekstra Bladet har fået tilsendt billeder af stedet, og som det fremgår heraf, højner toiletfaciliteterne ikke helhedsindtrykket.
- Jeg synes bare, det er fuldstændig tragikomisk, at det er så dårligt.
Artiklen fortsætter under billederne ...
Føler sig tilsidesat
Den samlede pakke kunne nærmest fremstå som detentionen, og en af de olympiske deltagere taler af erfaring.
- Jeg har snakket med min estiske ven Tiidrek Nurme, som sagde, at han én gang tidligere havde mødt noget lignende. Det var dengang, han sad i fængsel. Han var 16 år gammel, havde stjålet noget og endte seks måneder i et estisk fængsel. Han sagde, at det var cirka det samme.
Nijhuis forsøger at tage hånd om udfordringen via en humoristisk tilgang, men det er med dyb alvor, at han anskuer problematikken i et større perspektiv.
- Det er som om, vi er nogle, der skal skovles lidt ad vejen, og det skal bare gøres med færrest mulige midler. Det er sgu lige meget, hvordan vi egentlig har det.
- Så maratondisciplinen er bare kørt ud på et sidespor?
- Ja, det virker lidt sådan. Det er selvfølgelig ens for alle, så det forringer ikke min præstation. Men det virker godt nok komisk.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Minimal OL-feber
Maratonløbet i Sapporo foregår omtrent 1000 kilometer væk fra Tokyo, og selv om der ikke kan være tilskuere nogle af stederne, tåler omgivelserne ingen sammenligning.
- Heroppe er der ikke rigtig nogen olympisk feber. Det er bare et maraton som alle andre. Der er ikke noget som helst til forskel. Det skulle lige være, at jeg ser folk i deres landedragter, og det er for så vidt inspirerende, siger Nijhuis.
De kedelige vilkår får dog på ingen måde lov til at vinde over euforien ved udsigten til at skulle deltage på den største scene af dem alle.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Jeg virker halvirriteret og brokker mig måske lidt mere, end jeg burde. Men jeg lever drømmen og får lov at løbe et OL-maraton. Godt nok under varme forhold, men det må jeg jo vende til min fordel.
- Og alt det her er ikke noget, der kommer til at påvirke mig negativt. Jeg ved, hvordan jeg skal klare den her opgave, og jeg kommer til at holde mig til min plan.
Nijhuis kvalificerede sig til OL ved at løbe 2.10.57 på distancen i februar 2020. Præstationen i Sevilla var den næstbedste danske maratontid nogensinde.
Danmark stiller med to løbere til start i Sapporo. Abdi Ulad, der blev nummer 35 i sin OL-debut for fem år siden, får fornøjelsen for anden gang i karrieren.
--------- SPLIT ELEMENT ---------