Groteske tal forud for OL

Mere end 80 procent af japanerne foretrækker aflysning eller en ny flytning af de olympiske lege

Modstanden mod OL er enorm i Japan, hvor man kæmper mod fjerde bølge af coronaen. Foto: Philip Fong/AFP/Ritzau Scanpix
Modstanden mod OL er enorm i Japan, hvor man kæmper mod fjerde bølge af coronaen. Foto: Philip Fong/AFP/Ritzau Scanpix

Der er mindre end ti uger til, de olympiske lege begynder i Tokyo 23. juli.

Nye meningsmålinger fra det japanske medie Asahi Shimbun viser imidlertid, at modstanden mod legene aldrig har været større i værtslandet.

43 procent vil have OL aflyst, mens 40 procent foretrækker, at de bliver skubbet igen. I forvejen er OL som bekendt rykket fra sidste sommer til i år.

For en måned siden var de tilsvarende til 35 og 34 procent.

Artiklen fortsætter under videoen.

Præsidenten for sommerens planlagte OL har denne reaktion til en japanske regerings udmelding.

Alt sammen som følge af coronapandemiens hårde tag i såvel den japanske som verdensbefolkningen.

Alligevel er det historisk set opsigtsvækkende, at en så stor del af lokalbefolkningen vender mundvigene nedad forud for et OL.

Mens vi i Danmark vaccinerer og tester på livet løs og for alvor kan begynde at skimte lyset for enden af tunnelen, er virkeligheden en anden i Japan.

Her blev der fredag erklæret undtagelsestilstand i skyggen af den fjerde bølge af coronasmitten.

Det har for alvor sat sundhedssystemet under pres, hvor der nu tales om en reel risiko for, at det braser sammen mellem fingrene på japanerne. Især fordi personalet på hospitalerne er i fare for at knække sammen som konsekvens af stress og udbrændthed.

OL afvikles i Tokyo 23. juli-8. august. Foto: Naoki Ogura/Reuters/Ritzau Scanpix
OL afvikles i Tokyo 23. juli-8. august. Foto: Naoki Ogura/Reuters/Ritzau Scanpix
 

I sidste måned var opbakningen til en fortsat afvikling af legene på 28 procent. Nu er den nede på 14 procent.

Nyhedsbureauet Kyodo havde en anden meningsmåling i weekenden, der viste, at 59,7 procent af de adspurgte er for en aflysning af legene.

Der hersker ifølge de to meningsmålinger stor skepsis og decideret frygt for, at udenlandske gæster i forbindelse med legene vil øge smittetrykket, selvom de japanske værter og IOC har understreget, at man tester og tester og tester løbende, og at udenlandske fans ikke bliver lukket ind i landet.

87,7 procent af japanerne frygter dette ifølge Kyodo.

Egentlig har coronaen ikke ramt Japan så hårdt, som så mange andre lande. Færre end 700.000 har været smittet, mens dødstallet er under 11.500. Og det i et land, hvor der bor mere end 125 millioner mennesker.

Smitten har dog været voldsom i 2021, hvor man i januar havde omkring 7000 nye tilfælde om dagen, mens det er samme tal, der efter en god periode nu igen rammer landet.

Samtidig har de japanske myndigheder været længe om at få gang i vaccinationsprogrammet.