Guld-Viktor tjekkede lige Google …

Verdens bedste badmintonspiller fik champagne og blev fejret dagen efter med kage - og håndbold

Guld-Viktor tjekkede lige Google …

Hvad gør man så, når man er sluppet gennem al hurlumhejet, har snakket med kronprinsen, været turen gennem pressen fra både her og der - og allevegne.

På dansk, engelsk, kinesisk. Når man har tudet så meget af lykke, at der næsten ikke er væske tilbage til dopingtesten?

Ja, man tager ør i hovedet hjem på hotellet, får på et tidspunkt ro på værelset og ringet til kæresten Natalia og også talt med lille Vega på ti måneder, sine forældre, familien og hilst videre til de mange venner og støtter, der var samlet i Odense for at se triumfen. 

Og hvor der også blev fyldt et par hektoliter saltvand i Odense Å.

Hvad gør man, når man har nippet til champagnen, og den sidste jubelhilsen er leveret - dén dag.

- Man går i seng og kan ikke sove. Jeg faldt måske i søvn klokken fire, men vågnede igen allerede klokken syv, siger Viktor Axelsen dagen derpå.

Foto: Tariq Mikkel Khan
Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Han bliver fejret med kage, DIF-folk og presse på Hotel New Otani, hvor vi godt kan garantere, at han IKKE havde tænkt sig at gå ombord i bagværket. Den er hverken god i for- eller baghånden…

- Tag mig igennem aftenen ...

- Uanset hvordan, det var gået, skulle jeg gennem det store show. Jeg skulle ud til pressen og doping, og det tog lidt tid. Men jeg er glad for, vi alle bliver testet. Jeg fik selvfølgelig noget vand, og der blev taget blodprøver. Derefter kunne jeg gå op til vores team og tage bussen hjem. De havde sørget for lidt champagne.

- Kan du overhovedet li' det?

- Jeg kan godt li' et lille glas, men det er ikke noget, jeg går op i som sådan.

- Du vil hellere bare se proppen springe, ikke?

- Ja, men der er selvfølgelig noget symbolsk over champagne, og det var fedt. Så kom jeg tilbage til hotellet og fik talt med Natalia og Vega. Natalia er jo lige så glad som jeg, det er klart. Vi er et team, og hun har været helt fantastisk i denne periode. Det er jo ikke nemt at have så meget tid alene, selv om vores familier er flinke til at hjælpe.

Guld-Viktor tjekkede lige Google …

Foto: Tariq Mikkel Khan
Foto: Tariq Mikkel Khan

- Men det er jo vores begges sejr. Den er et symbol på, at alt det hårde arbejde, vi lægger i det som familie, er det rigtige.

- Hvornår klasker du sammen?

- Jeg prøvede at sove ved tre-firetiden, men den gik ikke længere end til klokken syv. Det vidste jeg godt på forhånd. Lige nu lever jeg bare på min adrenalin.

- Hvad var det første, du tænkte, da du åbnede øjnene? Hvor er min guldmedalje?

- Nej, den lå inde i stuen, og så gik jeg ind og kiggede på den. Derefter googlede jeg OL for at se, hvem der har vundet guld i herresingle, og så kunne jeg se, at mit navn var skrevet på. Og så tænkte jeg: Det er fandeme fedt det her! Så skrev jeg god morgen til dem derhjemme. De lå jo og sov.

Foto: Tariq Mikkel Khan
Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Viktor Axelsen fejrede sin første dag som olympisk guldvinder med en tur i håndboldhallen til OL-kvartfinalen mellem Danmark og Norge. Foto: Jens Dresling
Viktor Axelsen fejrede sin første dag som olympisk guldvinder med en tur i håndboldhallen til OL-kvartfinalen mellem Danmark og Norge. Foto: Jens Dresling
 

Viktor Axelsen rejser hjem om et par dage.

- Jeg ved godt, at den kommende tid nok også bliver lidt hektisk på mediefronten. Men det er jo kun for det gode, så det går nok, siger han.

Læs alt om Axelsens OL-triumf her, og få forklaringen på, hvorfor han glæder sig til at slippe for dårlig samvittighed ... og hvorfor han tirsdag besluttede sig for at droppe DM.