Anne-Marie Rindom førte før fredag kvindernes Laser-Radial så suverænt, at spørgsmålet var, om hun kunne sikre guldet allerede før søndagens medalrace.
Rindom fik dog en straf og gult flag i 9. race, hvor hun blev nummer 26, og i optakten til 10. race fik hun endnu et gult flag og blev dermed helt udelukket fra 10. race.
Der opstod voldsom tvivl om, hvad det ville betyde for guldchancerne, og Rindom forlod banen i tårer.
Men hvad skete der egentlig?
- Hun får en straf for sculling eller at vrikke. Man må ikke bruge roret som en slags kajak-åre for at få båden til at sejle frem, siger topsejler Jonas Høgh-Christensen til Ekstra Bladet.
Han finder dog ikke straffen til danskeren helt retfærdig.
- Det er tæt på den tyndeste straf, jeg nogensinde har set. Det er ret rystende, siger Høgh, der dog ikke kan vide sig 100 procent sikker.
- Man var ikke onboard lige, da det skete, men man var det lige inden, og der synes jeg ikke, at der var noget.
- Jeg er lidt chokeret over det, og så sker det lige i finalen mellem de to førende både, siger Høgh.
Længe var der tvivl omkring, om Anne-Marie Rindom kunne trække udelukkelsen og de 45 point fra, som man kan med sin dårligste placering.
Det slår Jonas Høgh-Christensen fast, at Rindom godt kan, så hun ville gå ind i medalrace med en føring uanset hollænderens placering.
Hollænderen blev nummer syv i 10. race, og dermed fører Rindom med syv point før medalrace, der tæller dobbelt.
- Det er rigtig vigtigt med en to-points-føring over hollænderen, for så kan hun sejle på hende.
Helt sikkert er det dog ikke, at fredagens resultater ligger fast.
- Der er stadig en chance for en protest. Både fordi hollænderen sejlede ind i en anden bud uden straf, og så er jeg helt sikker på, at de bør få fat i optagelserne onboardcam på den danske og hollandske båd og tage en høring.
Men det er vel for sent at ændre på resultatet?
- De kan få videosekvensen og bede om forklaringen på, hvor man bryder reglerne, og man kan søge om godtgørelse, hvis der er tale om en dommerfejl. Så får man en gennemsnitsplacering af alle placeringerne, siger Høgh.
Det er søndag, der sejles medalrace i kvindernes Laser-Radial.