Så kom vi da lige ned på jorden igen.
Efter 15 turneringssejre i træk siden nederlaget til Island i Malmø i januar 2020, blev verdensmestrene sat til vægs af sølvvinderne fra Kairo efter en indsats, der var olympisk ringe…
Svenskerne klaskede hænder med en stor, medbragt guldvindende kuglestøder, der blev skruet op for en blågul udgave af ’hvor skal vi sove i nat’ og de råbte og skreg efter en sejr, der ikke flyttede dem væk fra tredjepladsen i gruppen.
Så glade var de!
De danske kolleger skruede politiker-minerne på, glædede sig over førstepladsen i gruppen, kvartfinale mod Norge på tirsdag kl. 17 og lod tungerne drible over et tema, der f.eks. kunne være, at 30-33 mod Sverige sådan set ikke ryster holdet.
Nikolaj Jacobsen:
- Det er en mærkelig størrelse. Man kan sige, vi fik det resultat, vi skulle bruge, menæh… Ikke helt på den måde vi havde ønsket.
- Det var en søvndyssende omgang. Vi får ikke bragt energi ind i kampen, og det kan være, det er min fejl ved at starte med syv mod seks. Vi ville gerne have det trænet lidt, inden vi måske skal bruge det senere i turneringen – og vi ville se, om vi kunne overraske svenskerne. Men vi brændte simpelt hen for meget i starten, erkender landstræneren.
Er det et hak i tuden?
- På tirsdag starter det for alvor. Nu har vi haft fem transportkampe til at finde ud af, hvem vi skal møde, og nu går det løs for alvor. Jeg kiggede ikke så meget på stillingen. Vi ville gerne vinde puljen, men om det er Norge eller Spanien, vi skal møde kommer ud på ét.
- Vi har spillet håndbold på et ekstremt højt niveau, hvis man lige tager denne kamp bort. Men én halvsløj kamp skal ikke ødelægge fire gode, og jeg ved, at dette er et lille bump på vejen. På tirsdag starter vi, siger Nikolaj Jacobsen.
I knap så overstadigt humør som hidtil under OL
Hvordan undgår du, at nederlaget sætter sig?
- Det har jeg styr på.
Kan du sætte ord på?
- Nej, det gider jeg ikke. I må stole på mig.
Lasse Andersson skulle blive klar til kampen mod Norge, Lasse Svans aldrende korpus blev sparet, Niklas Landin mærkede kun lidt til sin forstrækning i baglåret.
- Det var fint. Jeg er ikke 100 procent, men det er okay, siger målmanden efter fem redninger!
- Vi fik jo aldrig rigtigt tempo i kampen, og vi fik heller ikke gang i forsvarsspillet.
Ligger det i, at I starter i syv mod seks?
- Det kan godt tænkes. Måske tænker folk, de skal være mere varsomme, og så brænder de for meget, siger Niklas Landin.
- Nu neutraliserer vi alt. Da vi vandt OL-guld i 2016 kom vi videre med to nederlag, og det er jo lidt det samme, Norge er inde i. Nu starter vi fra nul og ved, at alt kan ske. Men vi var klart under niveau i dag. Vi kan sagtens lægge 10-15 procent oveni både på mental parathed og tempo både forsvars- og angrebsmæssigt.
Bliver det en sten i træskoen?
- For mig personligt betyder det intet, og det gør det heller ikke for holdet. Vi har spillet en god gruppe, og der er altid lidt at skrue på. Alle spillere er bevidste om kvaliteten på dette hold, vi har rutinen og kan skrue op igen, bedyrer anføreren.
Henrik Møllgaard tager snakken i bredstående og bare tæer.
- Jeg er lettere irriteret nu. Vi fik aldrig styr på det, kom aldrig i fart – men svenskerne er gode. De er fand’me svære at styre, siger forsvarschefen.
- Jeg synes, vi kommer med selvtillid, men vi ved også, at der nu, turneringen for alvor starter. Det er knockout, og der skal mere til end det, vi har leveret i gruppekampene, og det plejer vi at være dygtige til. Så er det også fint lige at blive mindet om, at vi ikke er uovervindelige.
- Det er vind eller forsvind, og vi har ikke bruge fire uger på det her for at rejse hjem på tirsdag.