Her er vraget Team Danmark-direktør i dag

Efter livskrise, alvorligt trafikuheld og indlæggelse på psykiatrisk hospital skal Michael Andersen hjælpe Finland tilbage til internationale toppræstationer

Team Danmarks direktør Michael Andersen røg i en lang livskrise, da han fik at vide, at han ikke skulle fortsætte som direktør (Foto: Jens Dige, Polfoto)
Team Danmarks direktør Michael Andersen røg i en lang livskrise, da han fik at vide, at han ikke skulle fortsætte som direktør (Foto: Jens Dige, Polfoto)

Da der i maj blev spillet VM i ishockey på hjemmebane, blev den tidligere Team Danmark-direktør Michael Andersen inviteret til Herning af Danmarks Ishockey Union for at overvære Danmarks gruppekamp mod Norge.

Det var første gang og indtil videre den eneste gang, at et af dansk idræts mange forbund har givet sig kende overfor manden, der mere end nogen anden var arkitekten bag en række gyldne år for dansk eliteidræt, som toppede med OL 2012 i London og ikke mindst OL 2016 i Rio de Janeiro.

Et af de initiativer, som Michael Andersen kort efter ansættelsen fik iværksat efter OL 2008 i Beijing, var en markant opprioritering af det sportspsykologiske arbejde, der blandt andet havde som målsætning, at OL-atleterne også skulle være skarpe i den anden OL-uge.

Høsten af OL-medaljer i Rio de Janeiro, hvor mere end halvdelen af medaljerne blev vundet i uge to, blev den største succes nogensinde for dansk idræt. Men allerede ved OL 2012 i London var antallet af Top 8-placeringer rekordstort – faktisk større end antallet af Top 8-placeringer 4 år senere i Rio.

Da De Olympiske Lege i Rio i sommeren 2016 foldede sig ud, var Michael Andersen fortid.

Helt væk endda.

Team Danmarks bestyrelse foretrak i stedet Anti Doping Danmark-direktør Lone Hansen til med formandens ord 'at accelerere den positive udvikling'.

- Jeg har aldrig søgt svar på, hvorfor bestyrelsen foretrak en anden kandidat, men jeg var måske for markant i debatten omkring et nationalt elitesportscenter. Jeg indstillede allerede i 2013 til Team Danmarks bestyrelse, at et nationalt elitesportscenter skulle placeres tæt på Østerbro Stadion, Rigshospitalet og Københavns Universitet – og ikke hos DIF i Brøndby, lyder det fra Michael Andersen i bagklogskabens klare lys.

- Det synspunkt var absolut ikke populært i Danmarks Idræts-Forbund, men den dag i dag mener jeg fortsat, at det ville have været den rigtige løsning, fordi Idrættens Hus i Brøndby efter min opfattelse er og aldrig bliver andet end en administrationsbygning.

Livskrise
Bruddet, vragningen eller fyringen – vælg selv ordet - fra Team Danmark ramte Michael Andersen som en hammer og sendte ham ud i en længerevarende livskrise.

En krise, som efter en lang periode med søvnløse nætter, endte ni måneder senere i en alvorlig trafikulykke med en brækket ryg og 8 ugers indlæggelse på Psykiatrisk Hospital.

- Her fik jeg en fantastisk professionel hjælp, og jeg er i dag dybt taknemlig for støtten fra en dygtig psykiater og ikke mindst min nærmeste familie, siger Michael Andersen.

- Jeg var efter bruddet med Team Danmark kommet i en personlig krise, som jeg ikke selv kunne løse og måtte tage imod hjælp udefra. Det var prisen, som jeg kom til at betale for at blive vraget, siger Michael Andersen, som først et halvt år senere i starten af 2016 følte, at han var kommet ud på den anden side, og livet igen var værd at leve.

Skuffelsen over at være blevet vraget af Team Danmarks bestyrelse er i dag lagt helt på hylden, og han er lykkelig over nu at være sin egen herre uden at skulle stå ansvar overfor en bestyrelse.

Selv om Michael Andersen ikke vil bruge ord som paria eller udstødt, er det først nu, han for alvor kommet tilbage til eliteidrættens verden

Det er ikke dansk idræt, som har brug for ham.

Michael Andersen røg ud i en livskrise med søvnløse nætter, en alvorlig trafikulykke med en brækket ryg og otte ugers indlæggelse på Psykiatrisk Hospital. (Foto: Jacob Ehrbahn, Polfoto)
Michael Andersen røg ud i en livskrise med søvnløse nætter, en alvorlig trafikulykke med en brækket ryg og otte ugers indlæggelse på Psykiatrisk Hospital. (Foto: Jacob Ehrbahn, Polfoto)
 

Udover den ene invitation fra Dansk Ishockey Union og fortrolige samtaler med enkelte topatleter og trænere har der været dyb 'tavshed' fra mange tidligere samarbejdspartnere.

Det er Suomen Olympia Komitea, altså Finlands Olympiske Komite, som nu har hyret ham til at hjælpe med at få genrejst den tidligere så stolte idrætsnation efter to dårlige sommer-olympiske lege i London og Rio, og senest et EM-atletik i Berlin, hvor den tidligere så stærke atletiknation kom hjem for første gang uden en eneste medalje.

Sideløbende har Michael Andersen arbejdet for bl.a. Dansk Skoleidræt, Scandinavian Network for Elitesport og 'Idrott & Kunskap', som er et svensk tidsskrift om eliteidræt og forskning.

- Jeg har aldrig haft det bedre end i dag. Jeg har ikke en faglig inkompetent bestyrelse, som jeg skal til stå til ansvar overfor. Og så er jeg utrolig glad for, at en eliteidrætsorganisation i udlandet kan bruge min viden, netværk og erfaringer, siger Michael Andersen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Livsværket smuldrer

På afstand kan den tidligere Team Danmark-direktør se, hvordan hans 'livsværk' er i gang med at smuldre.

Efter Michael Andersens forsvinden, smuttede indenfor et år fem nøglemedarbejdere, så Team Danmark og hermed dansk topidræt er, uanset hvad der vil blive sagt i diverse skåltaler og lignende, i krise.

Det kan aflæses sort på hvidt, hvor Danmark er røget bagud set med olympiske øjne.

- Seks til otte år er den tid, som det tager at bygge noget op, men kun et til to år til at bryde det ned igen, siger Michael Andersen, der i det nyeste støttekoncept ikke kan få øje på, at 30-40 procent af støttekonceptet skal bruges til udvikling.

- Det er ellers en grundregel. Nu er man kommet ned på omkring 10 procent, konstaterer Michael Andersen.

Her stoppes hans bekymringer ikke.

Skurkene er efter Michael Andersens opfattelse Kulturministeriet og Danmarks Idræts Forbund, som har indsat en bestyrelse, hvis medlemmer med et par enkelte undtagelser ikke er i besiddelse af større idrætsfaglige kompetencer.

Samtidigt er udsigterne for De Olympiske Lege i Tokyo dystre.

Det er og bliver OL-medaljerne, som er omdrejningspunktet for Team Danmarks arbejde, og i følge Michael Andersen er det kun de sædvanlige 'medaljeslugere', cykling og til dels sejlsport, som står stærkt i billedet, selv om den tidligere Team Danmark-direktør kalder det for skuffende, at sejlerne kun hentede en medalje ved sommerens VM på hjemmebane ud for Aarhus.

Her glæder det ham, at den 'kilde', som han fandt i form af Dansk Supermarked, nu Salling Group, fortsat er eliteidrættens største velgører.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Slår OL-alarm

Det er alarmklokkerne og ikke juleklokkerne, som skal bimle. Det mener den tidligere Team Danmark-direktør, Michael Andersen.

Dansk topidræt er virkelig i knæ halvandet år før De Olympiske Lege i Tokyo 2020.

Når sportsåret 2018 slutter, vil det være uden en eneste VM-guldmedalje i en olympisk øvelse, og det er ingen, der kan huske, hvornår det sidst er sket.

Fire VM-sølvmedaljer samt en VM-bronzemedalje samt fem OL-kvotepladser er, hvad det er blevet i olympisk sammenhæng i året inden, at de fleste danske kvinder og mænd skal kvalificere sig til Tokyo.

Det er Amalie Dideriksen, 4 km holdet og mountainbikerytter Annika Langvad, der har hentet tre af de fire sølvmedalje. Den fjerde og sidste har OL-sølvvinder Emma Aastrand Jørgensen snuppet, mens OL-bronzevinder Anne-Marie Rindom fik en VM-bronzemedalje ved VM i Aarhus.

På forhånd er flere OL-medaljetagere væk af den ene eller anden grund.:

Damedoublen Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen, bryderen Mark O. Madsen, guldfireren, 49'eren med Katja Salskov Iversen/Jena Mai Hansen, toeren uden styrmand med Anne Dsane Andersen/Hedvig Lærke Berg Rasmussen,

Derudover peger pilen nedad for hækkeløber Sara Slott Petersen, svømmepigernes 4 x 100 m medley, håndboldpigerne osv.

Otte medaljer er et bud
- Mit bedste bud er, at Danmark kan hente otte medaljer i Tokyo, men det kan sagtens ende med plus og minus to, siger Michael Andersen.

- Det er cykling og til dels sejlsporten og kajak, der skal trække læsset.

- Danmark har i cykling aldrig stået stærkere, og der er vel syv til otte bud på medaljer ikke mindst på banen, hvor både mændene og kvinderne viser stor styrke.

- Udover 4 km holdet, som har været dominerende i World Cup'en, er der stærke ryttere i pointløb, parløb og omnium samt i mountainbike og bmx.

- Det er halvdelen af de 16 muligheder, som jeg kan få øje på.

- Da det er en tommelfingerregel, at der skal fem chancer til to medaljer, kan det ikke blive et nyt Rio, siger Michael Andersen.

Han har fortsat tiltro til kajakkerne med Emma Aastrand Jørgensen og René Holten Poulsen i henholdsvis 200 m og 1000 m kajak.

- Emma Aastrand Jørgensen vandt godt nok OL-sølv på 500 m, men hun er utrolig eksplosiv, så det er på 200 m, at hun skal vinde den næste medalje, mener Michael Andersen.

Derudover har han fortsat tillid til Pernille Blume både i 50 m og 100 m crawl, den tidligere verdensmester Victor Axelsen samt håndboldmændene.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Team Danmark: For tidligt at sætte OL-mål

Team Danmarks direktør Lone Hansen har ikke været tilgængelig mellem jul og nytår, og derfor har hun ikke kunne stå på mål for forgængeren Michael Andersens kradse kritik og dystre forudsigelser for OL i Tokyo 2020.

Kommunikationschef Christian Blomgreen har på vegne af Team Danmark sendt følgende mail:

-  Det er alt for tidligt at sætte en medaljeambition for OL i Tokyo.

- 2018 har været et år med en spinkel medaljehøst i sommerolympiske discipliner. Til gengæld har Danmark aldrig haft flere placeringer i Top 8 ved VM i de første to år af en olympiade end i 2017 og 2018.

Kommunikationschefen fortsætter:

- Vi mærker stigende opbakning i samfundet til dansk eliteidræt, og det gælder både i forhold til ressourcer, samspil med vores interessenter og i forhold til videns- og innovationsmiljøer over hele Danmark, som giver grund til optimisme for kommende års udvikling i dansk eliteidræt.

Så gør kommunikationschefen også opmærksom på 'julegaven' fra Novo Nordisk Fonden på 100 millioner kroner, som skal bruges til udvikling på vidensniveauet i dansk eliteidræt.

Samtidigt kan han som 'baggrund' fortælle om den årlige brugerundersøgelse, hvor specialforbundene blandt andet spørges om samarbejdet med Team Danmark.

Her har specialforbundene gispet over, at der er for meget fokus på udvikling.

- Det er svært at gøre alle tilfredse, lyder det om Team Danmarks ellers markante brud på tidligere støttekoncepters 'grundregel' om mindst 30-40 procent til udvikling og ikke som i det seneste støttekoncept mindre end 10 procent.

1 af 3 Når andre ledere gik til receptioner ved OL i London, var Michael Andersen ude og følge OL-atleterne. Her er OL-guldvinderne, Mads Rasmussen med Rasmus Quist på ryggen. (Foto: Lars Krabbe,Polfoto)
2 af 3 OL-guldvinder Lasse Norman Hansen var en af dem, som gjorde den tidligere Team Danmark-direktør Michael Andersen glad i London. (Foto: Jens Dresling, Polfoto)
3 af 3 Team Danmarks direktør Michael Andersen røg i en lang livskrise, da han fik at vide, at han ikke skulle fortsætte som direktør (Foto: Jens Dige, Polfoto)
2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere