Den uovervindelige baneduo Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv vandt lørdag OL-guld i parløb.
Knap så godt gik det for håndboldherrerne som tabte OL-finalen 23-25 til Frankrig og måtte nøjes med sølv.
Danmark står nu noteret for 11 medaljer, og dermed har de danske atleter levet op til og overgået den målsætning på mellem otte og ti medaljer, som Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark satte før OL.
---- ---- ---- ----
Her er et overblik over de danske medaljer ved legene i Tokyo:
* Guld
Sejlsport: Anne-Marie Rindom.
Efter en nervepirrende medaljesejlads tog Anne-Marie Rindom guldet i Laser Radial. Det er en flot forbedring af danskerens bronzemedalje fra OL i Rio i 2016. Især rivalen Marit Bouwmeester pressede danskeren, men hollænderen måtte slutteligt nøjes med bronzen.
Badminton: Viktor Axelsen.
På suveræn vis udraderede Viktor Axelsen kinesiske Chen Long, der kom til OL som regerende olympisk mester. Den titel tilhører nu danskeren, der ikke levnede en ellers velspillende Chen Long nogen chance i finalen. Axelsen tabte ikke et eneste sæt i OL-turneringen, og også finalen blev vundet i overbevisende stil med cifrene 21-15, 21-12.
Banecykling: Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv, parløb.
Danskerne stillede til start som OL-favoritter og levede op til de høje forventninger i den olympiske velodrom i Izu. Løbet blev dog en gyser helt til det sidste, da briterne i et desperat angreb på guldet forsøgte at snuppe en omgang, hvilket dog ikke lykkedes. Danmark endte med 43 point, mens Storbritannien og Frankrig begge havde tre point færre.
* Sølv
Skeetskydning: Jesper Hansen.
Danskeren rejste sig fornemt efter en halvskidt start på OL. Danskeren fik akkurat klemt sig med i den olympiske finale på sjette og sidste mandat. Og i finalen leverede han fornemt og vandt sølv efter amerikaneren Vincent Hancock, der var helt suveræn med 59 træffere ud af 60 mulige i finalen.
Banecykling: 4000 meter holdforfølgelsesløb.
Danmark var storfavorit forud for OL, men i finalen kørte Italien marginalt hurtigere. 0,166 sekunder lød forskellen på de to hold efter 4000 meter, som begge hold tilbagelagde hurtigere end den nu tidligere verdensrekord. Men Italien var altså hurtigst, og derfor måtte Frederik Rodenberg, Niklas Larsen, Rasmus Lund og Lasse Norman Hansen nøjes med sølv.
Banecykling: Amalie Dideriksen og Julie Leth, parløb.
Danskerne var stærke i løbets sidste halvdel og tog sammen med de suveræne briter og russerne en omgang på feltet og dermed 20 point. Det blev afgørende. Briterne var stærkest fra start til slut og vandt guldet i suveræn stil foran danskerne og russerne.
Håndbold: Herrelandsholdet.
De forsvarende olympiske mestre formåede ikke at gentage triumfen fra Rio. I OL-finalen mod Frankrig spillede Danmark under niveau i omtrent 40 minutter og var bagud med seks mål. En dansk slutspurt skabte fornyet spænding, men symptomatisk for den danske indsats blev bolden smidt væk med få sekunder tilbage, da der var mulighed for en udligning. I stedet scorede Frankrig i et tomt mål og vandt finalen 25-23.
* Bronze
Roning: Frederic Vystavel og Joachim Sutton, toer uden styrmand.
Duoen lignede på forhånd ikke et oplagt bud på en dansk medaljevinder, men imponerede ved OL. I det indledende heat og i semifinalen blev det til henholdsvis en første- og en andenplads, og så var finalebilletten hjemme. I kampen om medaljerne lagde danskerne sig tidligt blandt de forreste og holdt sig altså der helt frem til målstregen.
Svømning: Pernille Blume, 50 meter fri.
Den danske svømmestjerne var spået til at tage endnu en olympisk medalje, om end hun denne gang måtte svømme under mere bevågenhed og større pres end i Rio for fem år siden. Det tøjlede danskeren fint, og hun blev nummer tre i finalen i 50 meter fri. Hun var 0,14 sekunder fra Sarah Sjöström på andenpladsen og 0,4 sekunder fra Emma McKeon på førstepladsen.
Kajak: Emma Aastrand Jørgensen, 200 meter enerkajak.
For andet OL i træk tager den 25-årige kajakroer en olympisk medalje. På sprintdistancen satte hun næstbedste tid i semifinalerne, hvilket hun næsten fulgte op i finalen. Efter målfoto om sølvmedaljen måtte Emma Aastrand Jørgensen dog nøjes med en flot bronzemedalje. Lisa Carrington tog guldet suverænt, mens Teresa Portela fik sølv i en tid, der var under to hundrededele af et sekund hurtigere end Emma Aastrand Jørgensens tid.
Kajak: Emma Aastrand Jørgensen, 500 meter enerkajak.
Hun var skuffet efter tredjepladsen i 200 meter enerkajak, men efter bronzemedaljen i 500 meter enerkajak var glæden hos Emma Aastrand Jørgensen anderledes stor. Hun var kun sjettebedst halvvejs i finalen, men sejlede sig op på de sidste 250 meter og endte altså på tredjepladsen efter Lisa Carrington og Tamara Csipes.
Kilder: Ritzau, DIF.