IOC udskyder beslutning om OL

IOC har endeligt meldt ud i forhold til sommerens OL - de vil se tiden an i yderligere fire uger

Foto: Denis Balibouse/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Denis Balibouse/Reuters/Ritzau Scanpix

Den Internationale Olympiske Komité, IOC, har på et ekstraordinært møde i eksekutivkomiteen truffet en beslutning om OL efter at have diskuteret forskellige scenarier i forhold til legene, der efter planen skal starte i Tokyo 24. juli.

Præsident Thomas Bach og resten af IOC's ledelse er blevet presset af nationale olympiske komiteer og atleter til at udskyde den store begivenhed, som det eksempelvis er set med EM i fodbold. Men det blev heller ikke søndag, at den udmelding kom.

I stedet har eksekutivkomiteen vedtaget at se udviklingen i coronasmittet an i de kommende fire uger, inden der tages en endelig beslutning. Det skriver IOC i en pressemeddelelse.

Heri forklarer IOC, at den har lyttet til de mange meninger om en udskydelse, men at den stadig vurderer, at ikke alle brikker er vendt i situationen om coronasmitten, der ændrer sig dag for dag.

- IOC vil i koordinering og samarbejde med organisationskomiteen for Tokyo 2020, de japanske myndigheder og Tokyos bystyre påbegynde detaljerede diskussioner for at kortlægge deres vurdering af den hastige udvikling i den globale sundhedssituation og dens påvirkning af de olympiske lege - inklusive det scenarie, der hedder udskydelse.

- IOC er overbevist om, at de diskussioner er afsluttet inden for de kommende fire uger og sætter stor pris på solidariteten og samarbejdet med de nationale forbund og unioner i forhold til at støtte atleterne og at tilrette planlægningen af legene.

Der understreges dog også, at det er en kompleks størrelse at flytte sådan et arrangement, da aller arenaerne og hotellerne skal bookes om, og kalenderen for mindst 33 sportsgrene skal koordineres om.

Desuden fastslås det på ny, at en aflysning ikke kommer på tale, da det ikke løser nogen problemer eller hjælper nogen.

Omvendt slår præsident Thomas Bach i et brev til alle forbund og unioner også fast, at det i sidste ende også handler om atleternes helbred og sundhed.

- Vi har gjort det til vores fornemmeste princip at sikre helbredssikkerheden for alle involverede og at bidrage til at inddæmme virussen.

- Jeg vil derfor forsikre jer, at vi vil holde det for øje i alle vore beslutninger vedrørende OL i Tokyo 2020.

Et af de helt store forbund, det internationale atletikforbund World Athletics, kom hurtigt med et svar, der ikke var til at misforstå:

- World Athletics byder diskussioner med IOC om at udskyde OL 2020 i Tokyo 2020 velkommen, lyder det i en pressemeddelelse.

Legene forventes at have deltagelse af mere end 11.000 atleter.

Se også: Presset stiger: - Ikke som at flytte en fodboldkamp

Se også: Medie: Arbejder med hemmelig nødplan

Se også: International spillerforening i OL-opråb

7 kommentarer
Vis kommentarer