Iskold luft: - De brokker sig over alt

Luften mellem cykel-delegationerne fra Danmark og Storbritannien er iskold efter nye skærmydsler ved OL

Iskold luft: - De brokker sig over alt

Der var drama for alle penge på Izu Velodrome uden for Tokyo, da Danmark kørte sig i OL-finalen i 4.000 meter holdforfølgelsesløb tirsdag.

I mere end halvanden time vidste ingen, om Danmark var købt eller solgt, efter Frederik Rodenberg ramte en britisk rytter mod slutningen af løbet, hvor de fire danske tempokonger førte suverænt. Men det var lige før, at Danmark aldrig havde fået lov at stille til start.

Frem til fire-fem timer før semifinalen, frygtede danskerne, at man ville blive kylet ud af OL på grund af det tape, de danske ryttere kørte med på skinnebenene i kvalifikationen.

Semifinalemodstanderen Storbritannien var blandt dem, der havde sladret til UCI, der dog lod de danske favoritter fortsætte jagten på en ny triumf. Men episoden ruskede til gengæld op i en ulmende konflikt mellem de to lande.

- Storbritannien er en meget stor nation. De brokker sig over alt og søger alle marginale kendelser og prøver også at gå over stregen, hvis de kan, lød det fra elitechef Morten Bennekou, der ikke gav meget for briternes brok.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Morten Bennekou var tydeligt træt af briternes brok. Foto: Tariq Mikkel Khan
Morten Bennekou var tydeligt træt af briternes brok. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Britisk pres er farligt
Han anslår, at briternes cykler koster 180.000 kroner. Stykket. Derfor havde han kun hovedrysten til overs for briterne protest over, at Danmark brugte en særlig svedtrøje i kvalifikationen.

En svedtrøje, briterne mener, ikke kunne købes i fri handel 1. januar, som reglerne ellers foreskriver.

Morten Bennekou fastslår, at man har dokumentation for det modsatte. Alligevel frygtede han til det sidste at blive sparket ud af OL. Især fordi han vidste, hvor protesten kom fra.

- De (IOC, red.) har haft et stort pres fra Storbritannien, og der ved vi af erfaring, at så er det farligt.

Han ærgrer sig over, at våbenkapløbet er blevet nødvendigt i banecykling, som det ses i Formel 1.

- Jeg har længe sagt, at det ikke er nok at have verdensklasseryttere og årets træner i 2019. Man skal også være med i det her kapløb. Jeg ville ønske, at det kapløb ikke var nødvendigt. For så ville vi vinde, lød det iskoldt fra Morten Bennekou, der samtidig afviste, at Danmark er gået længere, end man plejer.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Der blev regnet og vurderet hos UCI. Foto: Tariq Mikkel Khan
Der blev regnet og vurderet hos UCI. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Følte sig svigtet
Den holdning deler de ikke i den britiske lejr.

Klagesangen over Danmark var dog ikke slut, da først IOC havde besluttet at sende Danmark i finalen efter halvanden times tovtrækkeri.

- De (Danmark, red.) har været et stærkt hold de sidste par år. Jeg er lidt ked af, at deres ledere har opført sig upassende ved at involvere sig i den slags udstyr. Det tager noget væk fra et stærkt hold, lød det giftigt fra briternes landstræner Iain Dyer, der følte sig svigtet af IOC.

- Straffen kunne have været diskvalificering, men UCI valgte ikke at gøre det.

Han mener ikke overraskende, at briterne arbejder fuldstændig inden for skiven og med økonomisk snusfornuft.

- Alle hold - som i Formel 1 - forsøger at få det meste ud af de muligheder, som reglerne foreskriver.

- Men vi er meget opmærksomme på, at vi bliver støttet offentligt, og vi føler os forpligtet til at bruge enhver penny fornuftigt, og det er ikke i vores natur at gå ud over reglerne, lød det fra Iain Dyer.