- Jeg bliver ved, til det er dumt og pinligt

Henrik Møllgaard er 36, men han har det skidesjovt, nyder sin rolle som en af de ældre -og er klar til næste OL om tre år

- Jeg bliver ved, til det er dumt og pinligt

Det er 15 år siden, Henrik Møllgaard debuterede, otte år siden han deltog i sin første slutrunde – og hvis det står til ham, napper han sgu lige OL i Paris med om tre år.

- Jeg vil gerne melde mig til lige på stedet. Hvis jeg kan få en skriftlig bekræftelse, så er jeg da med i ’24. Jeg ved godt, jeg vil være 39 til den tid, men hvis kroppen har det godt, og Nikolaj synes, jeg har niveauet, så er jeg klar.

- Ja, jeg kommer nok først til at trække mig på et tidspunkt langt efter smertegrænsen, hvor det både er blevet pinligt og dumt. Men der er jo ikke noget sjovere end at få lov til det her. Det ER der ikke!

Henrik Møllgaard stiller til snak i Olympic Village, hvor den norske hække-konge Karsten Warholm kaster guldglans over træterrassen et par meter til venstre.

- For otte-ti år siden troede jeg ikke, jeg ville have det sådan. Dengang kunne det være fedt at stoppe på toppen, og nogen skulle synes, det var en skam, ’han ikke lige tog en sæson til.’ Jeg tror, det bliver fuldstændig modsat: Folk kommer til at ønske, at jeg stoppede for to-et-halvt år siden…

Henrik Møllgaard er afslappet og ved at lade op til semi-krigen mod Spanien torsdag. Han rolle på holdet har ændret sig fra det tynde øl til tyk smøreolie – på og uden for banen.

- Opgaverne ændrer sig lidt hen ad vejen, og det er jo skidesjovt, at jeg var også anfører som 23-årig i Kolding – men dengang var opgaverne nogle helt andre. Jeg skulle ikke fortælle Bo Spellerberg, hvordan han skulle opføre sig. Nu har jeg en anden opgave som leder og som en af de ældre.

Har du måtte lægge armen om skuldrene på de unge?

- Ja, det gør jeg da en gang imellem, men det kan også bare være lige at spørge. Er du okay? Skide være med det i går og den slags. Der er jo mange måder at komme ind på folk på.

Henrik Møllgaard nyder rollen som en af de gamle, der fører de unge ind i slutrunde-rumlen. Her sammen med Mathias Gidsel og Jacob Holm. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Henrik Møllgaard nyder rollen som en af de gamle, der fører de unge ind i slutrunde-rumlen. Her sammen med Mathias Gidsel og Jacob Holm. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
 

- Når vi er samlet en uge, bruger jeg mest tiden på at pleje de nære bekendtskaber, men i løbet af fem uger taler jeg måske mere med Jacob Holm end tidligere, og jeg kan jo ikke blive ved med at snakke bordtennis og hvordan det går i Aalborg med Mensah. Så kommer vi lidt tættere på hinanden, siger Henrik Møllgaard.

Det virker som om, de unge tør blande sig mere i dag end tidligere. Korrekt?

- Ja, men der er ingen tvivl om, at der helt sikkert er nogen, der har et større ansvar og dermed en større stemme, og så bliver der bare rettet ind, og man hører efter.

- Det skal der også være, men det betyder jo ikke, at der ikke skal være et rum, hvor alles mening tæller. Det er sgu da skidevigtigt, hvordan Holm og Gidsel har det. Det kan jo ikke nytte noget, at bare fordi, man er 22, skal man holde sin kæft, siger Henrik Møllgaard.

-  Vi har brug for de unge mennesker, og hvis noget ikke er i vater, så nytter det jo ikke noget at sige, at vi kan snakkes ved, når du har 100 landskampe, som jeg fik at vide i sin tid i Kolding.

- Der skal sgu være plads til at rumme hinandens forskelligheder for at få mest ud af hinanden, og hvis de unge vil spille playstation, så er jo det, de gør.

Er dette landshold det, der har fungeret bedst i din tid?

- Mmmmm… Ja… Jeg synes i hvert fald, at dette hold er det sjoveste at spille på for mig. Som en del af min cyklus er det sjovt at have været gennem læreårene, hvor jeg var enormt nervøs til nu at finde ro i det og se det her unge kuld, som skal lære at være til slutrunde og kende kulturen.

Da Henrik Møllgaard for alvor kom ind ved VM i 2013, var han godt nok 28 – men rookie.

- Dengang var det mere sådan her: Nå, her bliver spillet kort, så må vi lære at spille kort. Nu kommer de unge mere med Instagram og playstation, og så spiller vi mindre kort, mere bordtennis, quiz og hører mere musik. Det er faktisk skidesjovt, at der kommer nogle unge fra en anden hverdag, og få dem til at føle, de er en del af det.