- Vi sender dig hjem, Joachim.
Beskeden blev givet af daværende DIF-formand Kai Holm på hans luksushotelværelse i downtown Sydney.
- Det gør I bare, svarede jeg.
Jeg syntes, at hele situationen var fuldstændig surrealistisk.
Baggrunden var, at jeg i et chatrum for kuglestødere dagen efter finalen havde skrevet, at der gik et rygte om, at den finske vinder, Arsi Harju, var testet positiv efter konkurrencen, og at amerikanerne derfor havde vundet guld, sølv og bronze.
Det var naturligvis dumt. Men jeg tænkte vitterligt ikke to gange over det, da jeg skrev det.
Jeg troede på det
Sammen med min holdkammerat, hammerkasteren Jan Bielecki, var jeg taget ned til den olympiske bys internetcafé for at tjekke mails. Det var før, man havde internet på telefonen.
På vejen derned bliver vi stoppet af den tyske træner for den olympiske mester i kvindernes kuglestød. Han er oprevet, og det er ham, som fortæller Jan og mig, at Harju er testet positiv.
Han fortæller, at han har hørt det fra et medlem af den tyske olympiske komité. Træneren er en ældre herre og meget respekteret.
Et par minutter efter møder vi bronzevinderen i mændenes kuglestød, John Godina. Han har også hørt, at Harju er testet positiv efter konkurrencen, og han venter på at få vide, at han så har vundet sølvmedaljen. Det hele virker altså meget troværdigt.
Så jeg tænker ikke to gange over det, da jeg skriver i det her chatrum, at der altså går det her rygte. Vi taler om et chatrum for kastere. Det er pænt nørdet. Det er ikke Facebook eller Reddit, som slet ikke er opfundet endnu.
Problemet er bare, at det ikke er sandt.
Velkommen på forsiden
Mit opslag bliver opfanget af en finsk journalist, og så bryder helvede løs i Finland. Jeg er på forsiden af alle de finske formiddagsaviser, og vinklen er, at jeg har startet et rygte om, at deres helt er dopet.
Det syntes jeg ikke var korrekt. Men jeg havde jo viderebragt et konkret rygte om, at han var testet positiv til OL.
Under alle omstændigheder var skaden sket.
Jeg tog ned til Arsi Harju i den olympiske by og forklarede ham sammenhængen. Jeg gav ham en undskyldning, og han tog det rimelig roligt. Sådan virkede han i hvert fald. Han talte ikke engelsk, så jeg forstod faktisk ikke, hvad han sagde.
Det er sgu absurd det her
DIF mente, at det var en god idé, at vi holdt et pressemøde. Det sagde jeg ja til. Jeg tænkte i al min naivitet, at der nok ville møde et par finske og danske journalister op.
Da jeg trådte ind på pressemødet, lynede blitzene fra 40-50 kameraer, og der var masser af journalister. Det hele skulle foregå på engelsk af hensyn til de mange udenlandske journalister.
Jeg syntes, det hele var absurd. Sådan havde jeg ikke lige forestillet mig, at mit første OL skulle forløbe.
Jeg skriver, hvad der tales om i den olympiske by i et lille amerikansk chatroom for kastere, og så står jeg midt i en international mediestorm.
Det er da ikke så underligt, tænker du måske. Men husk lige på, at i 2000 havde internettet kun eksisteret i fem år. Der var ikke rigtig en kultur omkring det endnu. Er det, du skriver i et lille chatroom på nettet, det samme som at sige det på tv, eller er det at sammenligne med at sidde til en middag og tale med en gruppe mennesker?
Det stod ikke helt klart. I hvert fald ikke for 23-årige Joachim B. Olsen.
Men det lærte jeg på den hårde måde.
Alene hjem
Så jeg måtte på et fly alene hjem, og det er en lang rejse fra Sydney til Aalborg.
Jeg boede på det tidspunkt i USA, men når jeg var i Danmark, boede jeg hos min far i Aalborg.
Da min far åbnede døren, slog han et stort grin op; 'Hold da kæft, mand, sikke et OL, du har haft! Kom ind, og fortæl mig om det.'
Det gjorde jeg så. Han syntes, at det hele var skørt.
- Skidt med det, knægt. Du tager en medalje næste gang.
Det fik han jo ret i.
