Med seks måneder til åbningen af De Olympiske Lege i Tokyo har det olympiske stadion i den japanske hovedstad stået færdig en måneds tid.
Meldingerne fra Japan går desuden på, at man i disse uger er ved at lægge sidste hånd på en lang række andre arenaer. 43 i alt, skriver nyhedsbureauet AFP.
Der har været bump på vejen de seneste seks et halvt år, siden Tokyo blev udråbt som værtsby. Det stort anlagte stadion blev udskudt i mere end et år, da det viste sig at blive markant dyrere end først antaget. Det endte med, at sportsminister Hakubun Shimomura gik af i 2015.
Og der har været andre sager, som du kan læse om i en faktaboks længere nede i artiklen.
Men overordnet set er der ikke meget at komme efter.
Det bekræfter Tokyo 2020-talsmand Masa Takaya overfor nyhedsbureauet Reuters.
- Alt er ved at være klar nu, og vi er meget begejstrerede. Det har været en lang vej med nogle bump her og der, men i det store hele er det gået godt. Alt er, hvor vi gerne ville have, det skulle være seks måneder før – i visse tilfælde endda i et endnu bedre sted, siger han.
I Danmark sidder Morten Mølholm og nikker anerkendende. Han kan ikke lade være med at sammenligne med Rio i 2016.
- Der er en verden til forskel til Rio. I Rio var vi alle bekymrede. Om det blev færdig til tiden, om der var styr på budgetterne, og hvad der manglede, når vi kom, siger den administrerende direktør i Danmarks Idræts-Forbund til Ekstra Bladet.
- Det var kaotisk. Mens det i Japan…der kører det bare. De har styr på det hele, siger han.
Han fortæller om en tur, han var på i Tokyo, hvor gæsterne blev kørt rundt i bus for at se, hvor langt japanerne var med byggeriet af forskellige arenaer.
- Jeg tror, bussen kørte et eller to minutter forsinket på et tidspunkt. Det blev omgående beklaget, og så blev der sat fart på, så vi kunne komme foran tidsplanen. Det viser bare deres natur, siger han.
Der er dog bekymringer. Alt andet ville næsten også være underligt. Det er varmen og billetforholdene, fortklarer han og tilføjer i samme åndrdræt, at det er svært at klandre arrangørerne.
- Vi forsøger selvfølgelig at forberede atleterne på varmen, så godt som vi nu kan. Men det bliver varmt. Også varmere end Rio. Det kan få betydning for helbredet. De har allerede flyttet nogle konkurrencer, og så ved vi, at japanerne på stederne vil sørge for kølighed og svale, siger han.
Og hvor varmt er det så, tænker du måske. Tjo, sandsynligvis omkring de 30 grader – og med en meget høj luftfugtighed.
Og så ærgrer Morten Mølholm sig over, at interessen til konkurrencerne er så stor.
- Ja, det irriterer os lidt. Det er svært at få billetter til konkurrencerne. Jeg ville gerne have, at flere danskere havde haft mulighed. Men der er simpelthen udbudt færre billetter, og samtidig har efterspørgslen været større denne gang. Kombinationen gør, at jeg aldrig før har oplevet, at det har været så svært at finde billetter, fortæller han.
Det er et af de helt store forskelle på de seneste olympiske lege – og Tokyo: Interessen og opbakningen fra den lokale befolkning. Med seks måneder til OL er der allerede solgt 4,5 millioner billetter.
I Brasilien herskede der en udbredt skepsis og foragt for legene, fordi der blev brugt ufattelige summer på arenaer og infrastruktur, som mange mente havde været bedre givet ud på de mange fattige mennesker i landet.
- Det her har været planlagt ordentligt, og optakten har samtidig været rolig og ubekymret. Det spiller en væsentlig rolle i vores forberedelser. Er der meget ballade i en værtsby, er det en politisk kontroversiel by, som Rio til dels var, og som Beijing i 2008 var, så betyder det noget. Og så kræver det en masse arbejde.
- Det er Tokyo ikke. Det er et fredeligt valg, siger han og husker forberedelserne til Beijing, hvor DIF brugte mange kræfter på at forholde sig til de politiske aspekter, mulig boykot samt at tale med atleterne om forholdene i Kina.
- Vi skal ikke tage os af den politiske del, som var det et VM i Qatar. Der er tre år til, og der er masser af ballade. Det oplever vi jo slet ikke her, siger han.
Verdensstjerne stak af med guldvinders mobil
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.