TOKYO (Ekstra Bladet): Lørdag skal sæsonen kulminere for Jakob Fuglsang.
OL har været det altoverskyggende mål i 2021, og håbet er, at sølvet fra Rio kan veksles til guld i Tokyo.
Ruten er en lang, udmarvende fornøjelse, der er masser af højdemeter og tre af Danmarks ypperste cykelryttere, Michael Valgren, Christopher Juul-Jensen og Kasper Asgreen, er linet op som luksus-hjælpere.
Det lyder som den perfekte opskrift på succes til den danske kaptajn – men der er bare ét stort problem: Den 36-årige stjerne er i tvivl om sin aktuelle form og forfatning.
Artiklen fortsætter under billedet ...
I det netop overståede Tour de France følte Fuglsang, at han manglede luft og ikke evnede at presse sig selv til det yderste over længere tid.
Han pegede selv på eftervirkninger fra corornavaccinen som en mulig årsag, og på bagkant af det franske etapeløb erkender OL-sølvvinderen, at han gerne have ventet med stik nummer to, som han fik efter Schweiz Rundt i juni.
- I bagklogskabens ulideligt klare lys havde jeg måske ventet med nummer to vaccine. Jeg havde helt sikkert taget begge vacciner, men jeg havde nok ventet med nummer to. Det er, hvad jeg umiddelbart vil sige.
Sikkert er det, at optakten til OL langt fra har været optimal. Maveonde i slutningen af Touren betød, at rytteren fra Astana-Premier Tech droppede at nå til Paris forud for starten på sidste etape.
Artiklen fortsætter under billedet ...
En fornem indsats og en tredjeplads i Schweiz Rundt havde ellers lovet godt for mulighederne i en fri rolle i det franske, men en etapesejr var reelt aldrig inden for rækkevidde.
Nu rækker Fuglsang så ud efter en endnu højere hylde – uden at vide hvor langt kroppen reelt kan strække sig efter kvalerne i Frankrig.
- Jeg ved det faktisk ikke rigtigt. Det har jeg lidt svært ved at sige. Jeg er lige kommet ud af Tour de France, har fået jetlag og Japans varme og høje luftfugtighed smidt oveni. Så det er lidt svært at sige, hvor jeg står henne, siger Fuglsang.
Svaret får han lørdag, når linjeløbet starter klokken fire om natten dansk tid. Her sendes rytterne ud på 234 kilometer, der baner sig over i alt 4342 højdemeter.