Kommentator-brøler: En gris i en trøje

Hollandsk fodboldkommentator er havnet i shitstorm efter beskrivelse af brasiliansk landsholdsmålvogter som overvægtig og en generelt sviner til kvindefodbold

Barbara har prøvet meget i sin lange karriere, men hun er næppe blevet kaldt en gris før. Foto: Abdallah Dalsh/Ritzau Scanpix
Barbara har prøvet meget i sin lange karriere, men hun er næppe blevet kaldt en gris før. Foto: Abdallah Dalsh/Ritzau Scanpix

- Den der målmand er overvægtig, ikke? Det er en gris i en trøje. Det er en hån mod det brasilianske landshold. Hun redder jo ikke en eneste bold.

Karakteristikken af den brasilianske målvogter, Barbara, faldt i minutterne efter Hollands kamp mod Brasilien lørdag aften i den olympiske kvindefodbold-turnering.

Og de bemærkninger fra den 72-årige fodboldkommentator og journalist, Johan Derksen, har ikke uventet bragt ham i modvind – stigende til orkan – på diverse sociale medier, efterhånden som budskabet spredte sig, fortæller El Mundo Deportivo.

Derksen, der selv er tidligere fodboldspiller, var ekspertkommentator i det hollandske tv-program ’De Oranje Zomer’ og han blev straks korrigeret af en anden studiegæst, håndboldstjernen Estavana Polman – kendt fra sin tid i dansk klubhåndhold og som kæreste til fodboldstjernen Rafael van der Vaart.

- Jeg synes, at det du siger, er meget ufølsomt, kommenterede hun.

Barbara i aktion ved en tidligere kamp i år mod Canada. Foto: Phelan M. Ebenhack/Ritzau Scanpix
Barbara i aktion ved en tidligere kamp i år mod Canada. Foto: Phelan M. Ebenhack/Ritzau Scanpix
 

Men Derksen kunne stadig ikke lægge skjul på sit generelle ubehag ved kvindefodbold.

- Jeg må jo sige noget af respekt for aftenens konkurrence, eftersom jeg var tvunget til at se kampen. Jeg kan meget bedre lide andre former for kvindesport som håndbold og cykling. Kvindefodbold er slet ikke interessant, men Holland spillede godt, bedre end Brasilien.

Kampen sluttede i øvrigt 3-3, som du kan se her:

Kommentator-brøler: En gris i en trøje

Barbara deltager i sin tredje OL-slutrunde for Brasilien, og hun har spillet lige så mange slutrunder ved VM.

Johan Derksens Instagram blev hurtigt fyldt op med kommentarer, mest på portugisisk og i flere tilfælde ledsaget af bræk-emojies.

I den mere saglige ende opfordres han til at udvise bare et minimum af respekt for andre mennesker.