Lykkeligt farvel: Ottesen græd i OL-finale

Som del af den danske holdkap i 4 x 100 meter satte Jeanette Ottesen endegyldigt punktum for sin karriere, da det blev til en 8. plads i OL-finalen

Lykkeligt farvel: Ottesen græd i OL-finale

En rørt Jeanette Ottesen takker af

Jeanette Ottesen har svømmet sine sidste baner som professionel atlet.

Tidligt søndag morgen dansk tid satte den 33-årige flerfoldige VM- og EM-guldvinder endegyldigt punktum for karrieren, da hun svømmede finale med den danske holdkap i 4 x 100 meter.

Det endte med en 8. plads for kvartetten, der også talte Pernille Blume, Julie Kepp Jensen og Signe Bro. Ottesen skulle svømme sidste tur af de fire, og det blev 100 emotionelle meter i bassinet.

Lykkeligt farvel: Ottesen græd i OL-finale

- Jeg græd, da jeg slog hånden i væggen. Det var sådan en forløsningsgråd og glædestårer, siger Ottesen i kølvandet på finalen.

- Jeg har været klar til at indstille karrieren i et år, og nu kom det på den bedst tænkelige måde, som jeg aldrig havde turde drømme om - at jeg skulle afslutte min karriere i en OL-finale, fortæller hun.

Artiklen fortsætter under billederne ...

Her ses Ottesen efter de sidste meter i bassinet i finalen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Her ses Ottesen efter de sidste meter i bassinet i finalen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Jeanette Ottesen  afsluttede sin karriere tidligt søndag morgen dansk tid, og det blev 100 emotionelle meter i bassinet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Jeanette Ottesen afsluttede sin karriere tidligt søndag morgen dansk tid, og det blev 100 emotionelle meter i bassinet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
 

Imponerende rekordliste
Tokyo-legene var hendes femte olympiske deltagelse. Det bedste resultat kom i Rio i 2016, hvor hun sammen med Mie Ø. Nielsen, Rikke Møller Pedersen og Pernille Blume sikrede sig bronze i 4 x 100 meter medley.

Oprindeligt lød planen, at OL i Brasilien skulle have været hendes sidste, men Ottesen lancerede et comeback og hoppede tilbage i bassinet efter en længere pause – med legene i Tokyo som mål.

Lykkeligt farvel: Ottesen græd i OL-finale

Blume, Bro og Kepp hylder en rørt Jeanette Ottesen

Den drøm blev opfyldt, ligesom mange andre gjorde det for atleten, der opnåede ikke færre end 53 internationale medaljer i karrieren.

Det hele sluttede i det enorme Tokyo Aquatics Centre, hvor der heldigvis var lidt larm fra lægterne til at orkestrere et værdigt punktum.

Selv om tilskuere er nægtet adgang, var der således hujen og råben fra de forskellige nationers delegationer, der i små klaser havde taget plads på den ene langside.

Mest at juble over havde den australske, da deres fire udvalgte i disciplinen vandt og satte ny verdensrekord med tiden tre minutter og 29,69 sekunder.

Canada tog sølv, mens USA endte nederst på medaljeskamlen.

Følg livedækningen af OL her