OL-heltens nye liv: Slut med uventede besøg – Ekstra Bladet

OL-heltens nye liv: Slut med uventede besøg

 

Når Sara Slott lørdag træder ind på det olympiske stadion, er det med visheden om, at hendes karriere potentielt set kan slutte 400 meter og 10 hække ude i horisonten.

OL-sølvvinderen fra Rio har bebudet, at legene i Tokyo bliver den sidste optræden som professionel, og timingen er i hendes øjne perfekt.

Hun har fornemmet suset fra de største scener på kloden, men i de seneste år også følt smerterne fra sener på egen krop.

- Selvfølgelig har jeg lyst til, at det bare kunne fortsætte, men det har været vigtigt for mig at have muligheden for selv at sætte et punktum. Og jo længere jeg trækker den, jo mere sandsynlighed er der for, at jeg ikke får lov til det, siger den 34-årige atlet.

Den danske OL-fanebærer er mere mæt end mærket, men det bliver alligevel helt særligt at høre startskuddet til den sidste omgang og den første dag i en ny tilværelse.

Løbebanen har været hendes andet hjem, og de nye udfordringer i livet, hun nu skal forcere, kender hun intet til.

- Jeg er taknemmelig over, at jeg har fået 20 år i det her liv. At jeg havde genetikken, hovedet og viljen til at få fuldført det her projekt. Men det kan jo være, at det er megafedt ikke at være atlet. Jeg har jo aldrig prøvet andet.

 

Livet på farten

Familien har været en støtte og en nødvendig medspiller i hele karrieren. På adskillige fronter.

Slotts arbejdsplads har haft afdelinger i hele verden, hvad enten kalenderen har budt på træningslejre eller internationale stævner.

Da hun løb OL-sølvet hjem i Rio, var kæresten med i Brasilien. Alt i mens blev deres dengang 2-årige søn Tobias passet af bedsteforældrene hjemme i Danmark.

Nu er han blevet syv år og passer sin skole, mens moderen er ude og træne.

- Han har skullet lære at forstå, at alle andres mødre ikke tager ud og løber, når han er i skole. Han har spurgt de andre: ’Hvor hurtigt løber din mor?’. Han tror jo, at det er normalt, siger Slott.

Det standpunkt er til at forstå. Aarhusianeren har præget dansk atletik i næsten to årtier, og selv om andre nu må overtage stafetten, giver hækkeløberen ikke helt slip på sin egen depeche.

- Man kommer jo aldrig til at smide den her identitet. Det har fyldt størstedelen af mit liv, så det vil altid være en del af mig.

 

Jeg har ikke en eller anden illusion om, at det bliver legene let. Og jeg har ikke et eller andet job, der venter på mig, når jeg kommer hjem fra Tokyo.

 

 

Slut med uventede besøg

En ny dagligdag. Det er, hvad Sara Slott kan se frem til, når hun pakker kufferten ud i Aarhus efter OL i Tokyo.

Og hun vil givetvis mærke en markant forskel allerede den følgende morgen.

Gennem hele sin karriere har hun skullet stå til rådighed for det internationale dopingagentur (WADA), der hver morgen har haft mulighed for at komme på uanmeldt besøg i tidsrummet mellem syv og otte.

- Jeg går ikke ud for at tisse, hvis klokken er 6.30, selv om jeg skal tisse. For jeg ved, at de kan komme den dag klokken syv, og hvis jeg har tisset, så kan jeg få lov at sidde hjemme i to og en halv time og vente på, at jeg kan tisse igen, siger Slott.

Det problem er ude af verden, når hun om få dage selv er ude af det professionelle selskab.

Og friheden på den front er faktisk det, som Slott ser allermest frem til.

- Jeg glæder mig til at skrive beskeden til WADA og sige: 'Nu kan I godt pille mig ud af systemet'.

Særligt før OL i Brasilien dukkede dopingkontrollørerne ofte op på adressen i Aarhus.

- Det var måske en gang hver anden uge. Men det Internationale Atletikforbund gør en solid kamp, siger Slott.

På den led lever hun fint med besøgene, men det bliver alligevel rart at kunne vågne af vækkeuret fremfor dørklokken.

Men lige i det første stykke tid behøves der ikke være alt for meget larm. Slott har brug for at falde ned og fordøje sit exit, inden farten bliver skruet op igen.

For det bliver den. Hun kender sig selv.

- Jeg er vant til at hive mig selv op ved håret, så det kommer jeg også til på et tidspunkt.

- Men jeg tror, at det er okay at dykke ned og sumpe på sofaen. Jeg tænker, det er helt normalt, og jeg tror, at det er en sund proces, man lige skal igennem. Hvis man bare flyver fra det ene til det andet, tror jeg, at der kommer en ekstra stor regning på et tidspunkt.