Pernille Blume vinder OL-bronze

Pernille Blume tog OL-bronze i 50 meter fri efter en højdramatisk afgørelse. Vinderen blev storfavoritten Emma McKeon, mens svenske Sarah Sjöström nappede sølvmedaljen

Pernille Blume vinder OL-bronze

Pernillle Blume har gjort det igen.

Den 27-årige svømmestjerne har natten til søndag dansk tid vundet sin tredje OL-medalje i karrieren.

Denne gang af bronze i favoritdisciplinen 50 meter fri.

Der måtte graves dybt efter en vanskelig start, men da hun klaskede hånden i bassinkanten, var det alligevel som nummer tre i tiden 24,21 sekunder.

Kæresten Florent Manaudou, der kort forinden selv havde sikret sig sølv på samme distance, var efterfølgende klar med et kram, og euforien var enorm.

- Det var så overvældende at have den oplevelse sammen, som Blume opsummerer øjeblikket, der indeholdt langt flere følelser end ord:

- Vi gjorde det sgu!

Som sagt så gjort, men for Blume krævede det en stor figthterpræstation, før medaljen var i hus.

OL-vinderen fra 2016 havde ingen chance for at nå storfavoritten Emma McKeon, der satte olympisk rekord med tiden 23,81 sekunder, ligesom svenske Sarah Sjöstrøm heller ikke stod at fange.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Pernille Blume blev nummer tre i 50 meter fri-finalen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Pernille Blume blev nummer tre i 50 meter fri-finalen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
 

Men tredjepladsen var indenfor rækkevidde, og som Blume skruede op for tempoet, holdt hun liv i medaljehåbet.

Den drøm blev opfyldt få sekunder senere, og derfor var det også en lykkelig dansker, som satte ord på det følelsesladede øjeblik.

- Jeg er vildt glad og taknemmelig for, at jeg kan stå til endnu et OL og få en medalje. Det er den fedeste og dejligste oplevelse. Og egentlig også så vildt. Det er der jo ikke mange, der prøver. Det er bare fantastisk, siger Blume.

Glæden skal særligt ses i lyset af hendes udfordrende indledning på finalen, som Blume selv beskrev som rodet.

- Jeg var faktisk lettet. Undervejs i løbet når jeg at tænke, at de første 25 meter kommer til at koste mig dyrt. Så da jeg ser, at jeg har fået en medalje … Så er det en lettelse.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
 

Hun har følt sig enormt godt tilpas under legene i Tokyo, og den positive energi har spredt sig som ringe i vandet.

Danskeren har lyttet til sig selv og truffet de valg, hun tænkte var bedst. Selv i den specielle situation, hvor hendes trænere anbefalede hende at gå en anden vej.

Men Blume og baglandet fandt den rette opskrift, og klokken 10.37 lokal tid serverede hun belønningen med en fornem fight i bassinet.

- Der er nok mange, som synes, at jeg har haft et kæmpe pres på mig, men for at være ærlig synes jeg, at jeg har håndteret det fint. Det er jeg meget stolt af mig selv over.

Det var den tredje danske medalje ved dette OL.

Top 5


1. Emma McKeon 23.81
2. Sarah Sjöström 24.07
3. Pernille Blume 24.21
4. Ranomi Kromowidjojo 24.30
5. Katarzyna Wasick 24.32