Polak vinder OL-guld i 50 km kapgangs svanegang

Polakken Dawid Tomala vandt den foreløbigt sidste udgave af 50 kilometer kapgang ved et OL

Polak vinder OL-guld i 50 km kapgangs svanegang

Dawid Tomala fra Polen vandt natten til fredag dansk tid guld i 50 kilometer kapgang, og det var den foreløbigt sidste udgave af disciplinen ved et OL.

Den 31-årige polak trak fra den resterende del af førerholdet godt halvvejs og trods meget tydelig træthed på de kilometer tog han førstepladsen med en vindertid på lige godt 3 timer og 50 minutter.

Tyskeren Jonathan Hilbert og canadieren Evan Dunfee kom i mål henholdsvis 36 og 51 sekunder senere og tog henholdsvis sølv og bronze.

På grund af varmen i Tokyo var den klassiske OL-disciplin rykket til Sapporo i det nordlige Japan, og desuden gik de 59 deltagerne afsted allerede klokken 05.30 lokal tid for at kunne konkurrere i nogenlunde tålelige temperatur.

Verdensrekordholder gav op
Alligevel kom ikke alle til målstregen. Den franske verdensrekordholder, 43-årige Yohann Diniz, måtte blandt andre opgive at fuldføre.

50 kilometer kapgang har været på det olympiske program siden 1932 - på nær i 1976 - men denne 20. udgave var den foreløbigt sidste.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) meddelte således allerede i 2020, at disciplinen i Paris om tre år bliver afløst af et endnu udefineret event med deltagelse af både mænd og kvinder.

Ved OL i Tokyo er 50 kilometer kapgang den eneste disciplin, der ikke også har en udgave for kvinder.