32-årige Sara Slott, der ved OL i Rio vandt sølv i 400 meter hæk, står midt i forberedelserne til sommerens Olympiske Lege.
OL skal efter planen begynde 24. juli. Det er dog tvivlsomt med coronavirussens indtog, om legene går i gang som planlagt. Det har Sara Slott også måtte forholde sig til. Det har dog ikke ændret på den 32-åriges planer for sommeren - endnu.
- Jeg tror stadig ikke, at det er gået helt op for mig, hvor meget der egentlig er på spil. Men jeg er nødt til at have et mål at planlægge frem imod. Så lige nu fortsætter jeg som planlagt.
- Men jeg er jo ikke dum. Jeg ved godt, der er en risiko for, at det bliver udsat. Men indtil jeg har fået en kontraordre, så kører jeg på med træningen.
- Hvis vi så får at vide, at OL bliver tre måneder senere, så skifter jeg kurs og ændrer træningen. Får vi at vide, at OL ikke bliver i år, så tilpasser vi os efter det. Men så længe vi ikke har fået noget andet at vide, så kører jeg på med træningen, fortæller Sara Slott, der på det seneste har døjet med lidt influenza lignende symptomer, og derfor har valgt at holde sig i selvvalgt karantæne for ikke at tage nogen chancer.
Sommerens OL vil blive påvirket
Den hurtige løber er dog ikke i tvivl om, at det kommer til at få indflydelse på sommerens OL, hvis det bliver afholdt.
- Men i forhold til OL er der jo nok ikke nogen tvivl om, at det kommer til at påvirke de løbetider, jeg får til sommer. Men når hele verden er ramt, så er det forhåbentlig os alle sammen, der kommer til at løbe lidt langsommere, og så bliver det måske en anelse fair stadigvæk, forklarer Sara Slott, der dog har nogle bekymringer om sine konkurrenter;
- Jeg kan jo godt se, at der er nogle atleter, som er på træningslejr nogle af de steder, som vi også normalt benytter. De har været dernede de sidste tre uger måske og er ikke rejst hjem, fordi de ikke er blevet det pålagt af deres regering, og fordi de har gode træningsforhold, hvor de er lige nu.
Men det har den hurtige dame, der stammer fra Nykøbing Falster, også en løsning på.
- Der kan jeg godt mærke, at dem skal jeg ikke følge på Instagram, for det sætter ikke nogen positive tanker i gang.
- Det handler også om at agere på det, som jeg kan gøre noget ved. Jeg kan ikke gøre noget ved, at de lige nu har en god situation. Jeg er her, og jeg er delvis i hjemmekarantæne, så det forholder jeg mig til.
- Lige nu handler det om at holde formen ved lige, fortæller Sara Slott, der ikke virker til at være påvirket på sit gode humør, selv om faciliteterne ikke er helt i top hjemme i Aarhus.
Der blev onsdag afholdt møde blandt OL-deltagerne, der drøftede mulighederne for at forsætte legene som planlagt. Det kan du læse mere om i artiklen nedenunder.
Danmark til stort OL-møde: Bakker stadig op